En pavelig kattelem?
Kommentarer lukket til En pavelig kattelem? 109 14 juli, 2018 Nyheder juli 14, 2018 Indlæg af

En pavelig kattelem?

Den 25. maj i år bragte vi nyheden[1] om, at pave Frans via Troslærekongregationens præfekt, kardinal Ladaria havde afvist den tyske bispekonferences forslag om under visse betingelser at tillade protestantiske ægtefæller at modtage kommunion. Ud fra de oplysninger, der på det tidspunkt var til rådighed, undlod vi at tage stilling til, om der fra pavens side blot var tale om et taktisk tilbagetog eller om en definitiv afvisning, som i givet fald kunne tænkes at slå skår i det harmoniske forhold mellem paven og den tyske bispekonference.

Det spørgsmål blev vi kort efter klogere på, da pave Frans den 25. maj i flyet på vej tilbage fra et besøg i Genève[2] fortalte journalisterne, at det i grunden ikke var selve indholdet i de tyske biskoppers forslag, der havde givet ham anledning til bekymringer. Problemet var udelukkende, at forslaget ikke burde have været fremsat af bispekonferencen, hvorved det ville forpligte samtlige tyske biskopper, men at det i hvert enkelt tilfælde skal være den lokale biskop, der afgør, hvem der kan få tilladelse til at modtage kommunion.

Hermed bekræftede paven endnu engang, at han ikke er veget en tomme fra sit projekt om ”at gå frem i retning af en sund ”decentralisering” (Evangeliets glæde 16) ”heri indbefattet en vis autentisk læremæssig autoritet” (32).

Som begrundelse for, at dette skulle være muligt i den aktuelle sammenhæng, henviste paven til § 844 i den kanoniske lov – som pudsigt nok er den selvsamme paragraf, som kardinal Ladaria citerer i sin begrundelse for at afvise den tyske bispekonferences forslag. Det er han ikke den eneste, der har gjort [3].

Denne paragraf fastslår, at ”hvis faren for død foreligger, eller hvis et andet tungtvejende forhold efter den lokale biskops eller bispekonferences vurdering taler for det, kan katolske præster få tilladelse til at meddele disse sakramenter til andre kristne, som er forhindret i at kontakte en sjælesørger fra deres eget trossamfund, og som udtrykker ønske om dette af egen fri vilje, forudsat at de giver udtryk for at dele den katolske tro med hensyn til disse sakramenter og er i besiddelse af det rette sindelag.”

Har paven med denne paragraf fundet en kattelem, der baner vejen for interkommunion under visse betingelser? Næppe. Det er uhyre vanskeligt at se, hvordan den skulle kunne tages til indtægt for det synspunkt, at et selv nok så velment ønske fra en protestantisk ægtefælle om at modtage kommunion i en katolsk kirke vil kunne efterkommes. Selve det forhold, at man lever i et ægteskab med en katolik, kan ikke sidestilles med en nødsituation, som pr. definition er en enkeltstående, akut situation, der kræver handling her og nu.

Kardinal Müller har advaret om, at man ved at udvande betydningen af de syv sakramenter, ”underminerer Kirkens sakramentale karakter”. Sker det, siger han, er der ”ikke længere brug for Kirken, ingen forskel på den og en menneskeskabt institution”.

Kardinal Arinze har i et interview den 12. juli med Catholic Herald understreget, at sakramentet ikke er vores ejendom, som vi kan gøre med, hvad vi vil. “Vi kan ikke være mere barmhjertige end Kristus. Hvis nogen iblandt os hævder, at han har tilladelse fra Kristus til at ændre et af de centrale elementer i den lære, Kristus gav os i Evangeliet, må vi have lov til at se den tilladelse i underskrevet tilstand. Det er ganske enkelt ikke muligt. Det ville det stadig ikke være, selv om samtlige biskopper gav deres samtykke til det.”

 

[1] Pave Frans afviser de tyske biskoppers forslag om kommunion til protestantiske ægtefæller.

[2] Redaktionen beklager, at vi først nu bringer denne nyhed.

[3] Læs også: Kardinal Eik: Pave Frans forsømmer at bevare og videregive den  katolske tro.