Efterfølgelsen
Kommentarer lukket til Efterfølgelsen 236 07 april, 2020 Magasin april 7, 2020 Indlæg af

Efterfølgelsen

I den første artikel læste vi i KKK 618, at Jesus kalder sine disciple til at tage deres kors op og følge ham. Kravet om efterfølgelse har mange af indlysende årsager vanskeligt ved at forlige sig med. Har det noget med kærlighed at gøre, at vi skal gennemgå alle mulige lidelser for at blive frelst? Det spørgsmål har KKK blandt andet denne kommentar til:

”Kristi discipel skal ikke blot bevare troen og  leve i den, men også bekende den, vidne om den med frimodighed og udbrede den: ”Alle bør være rede til at bekende Kristus over for menneskene og følge efter Ham på korsets vej gennem de forfølgelser, som Kirken aldrig er foruden. Troens tjeneste og vidnesbyrd er påkrævet for frelsen: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min Fader, som er i Himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min Fader, som er i Himlene”” (Matt 10,32-33) (KKK 1816).

Vi kan således ikke se bort fra, at der stilles krav til os, hvis vi vil være kristne – ikke kun af navn, men også af gavn. Blot skal vi ikke i den forbindelse lade os skræmme af selve lidelseshistoriens forfærdende brutalitet. For uanset at kristne også i vore dage dør som martyrer i så godt som alle dele af verden, er efterfølgelsen ikke nødvendigvis det samme som bogstaveligt at gå i døden for troens skyld. Det ses blandt andet af, at det langt fra er alle helgener, der er døde som martyrer. Fælles for dem alle er til gengæld, at de hver på sin måde har taget deres kors op ved helt konkret at efterleve de ord, som vi alle siger, når vi beder Fadervor: ”Ske din vilje…”

Efterfølgelsen bør således  som helhed ses i lyset af Kristi betingelsesløse lydighed over for Faderen, således som den kommer til udtryk i Getsemane: ”Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: »Min Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil«” (Matt 26,39).

Samtidig bør man ikke se bort fra, at alternativet til frivilligt at tage sit kors op aldrig kan blive et liv uden lidelse. Ingen bliver i denne verden forskånet for sorger og bekymringer, uanset hvor magelig og tryg ens tilværelse end måtte tage sig ud på overfladen. Den østrigske psykiater Viktor Frankl (1905-1997), der ligesom Freud var professor i Wien, pegede således på, at det største problem i vor tid ikke, som Freud mente, består i, at vi ikke får tilfredsstillet vores mere eller mindre indbildte behov (herunder især vores seksuelle behov), men derimod i, at vi ikke får tilfredsstillet vores behov for mening.

Med andre ord: lidelse er ikke kun fysisk smerte. Fortvivlelsen, følelsen af tomhed og meningsløshed er ofte langt værre og netop i vor tid særdeles udbredt som følge af sekulariseringen (afkristningen) især i vor del af verden. Moderne mennesker ser derfor enhver form for lidelse som uforståelig og urimelig – eller, som det på det seneste er blevet almindeligt at sige: uretfærdig. (Man gad nok vide, hvilken retfærdighed de forventer at finde i en verden uden Gud, hvor mennesket efter deres mening oprindelig er blevet til som resultatet af en række tilfældige fysiske processer).

De kristne martyrer, som gennem hele Kirkens historie frivilligt er gået i døden for at forsvare troen, sender os derimod et klart budskab om, at lidelsen i allerhøjeste grad er meningsfuld set i lyset af den ”renselsesproces”, dvs. den åndelige vækst, som bringer os nærmere frelsen.

Lidelsens og kærlighedens mysterier

Det rejser spørgsmålet om, hvordan kravet om efterfølgelse, med alt hvad dette indebærer af selvopofrelse, kan forenes med forestillingen om den gode og barmhjertige Gud.

Det korte svar på dette spørgsmål er, at  påskeofferet  var en kærlighedsgerning. Kærlighed i kristen forstand består i selvopofrelse. Kærligheden ”søger ikke sit eget”, siger Paulus i Første Korinterbrev 13, ”den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”. Kærlighed og lidelse kan således ikke adskilles i denne faldne verden. De forudsætter gensidigt hinanden.

Den kunstige adskillelse af de to begreber opstår kun i det omfang , vi ligger under for det moderne samfunds misforståede opfattelse af kærlighedens væsen. Her gælder det om at ”realisere sig selv,” få udlevet sine drømme og tilfredsstillet sine behov – præcis det modsatte af selvopofrelsen og det ikke at søge sit eget.

Det er værd at bemærke, at Paulus i det samme kapitel fremstiller kærligheden som selve omdrejningspunktet for den kristne tro og derfor også som den absolutte betingelse for frelse:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.”

 Alt dette er i grunden ikke så svært at forstå, når vi tænker på vores eget liv. Før eller siden kommer alle, hvis de vel at mærke lever længe nok, til at opleve, at de mister et menneske, som de holder meget af. Her er det kærligheden, der bevirker, at vi bliver ramt af sorgen, for uden kærlighed var der ingen lidelse.

Vores kærlighed til Gud bygger på, at Jesus betingelsesløst har ofret sig selv for os og dermed givet os håb om evigt liv. Nu kalder han på os, for at vi skal besvare hans kærlighed. Men som allerede antydet er det en tilskyndelse, der preller af på mange mennesker i dag, som i stedet vælger at lytte til denne verdens falske profeter, der lover os lykke og tryghed her og nu i dette liv.

Det vender vi tilbage til i den sidste artikel.

Her skal det blot bemærkes, at det især i de senere år har vist sig, at den moderne ateisme ikke blot manifesterer sig som en neutral holdning til det at være menneske. En sådan neutralitet eksisterer i realiteten kun på papiret. Ateister er således ikke blot mennesker, der ikke tror på Gud, men i stigende grad også mennesker, som ikke vil finde sig i, at andres tro griber forstyrrende ind i deres verdensbillede. Derfor plæderer de i mange tilfælde åbenlyst for at fjerne kristendommen -især den katolske Kirke – fra jordens overflade, vel vidende, at de i de dybt sekulariserede lande i den vestlige verden ikke risikerer noget ved at gøre det.

Denne trussel forudså Jesus:

”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15,18-19).

 Og i bjergprædikenen trøstede han os og ledte os på rette vej med disse ord:

”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” (Matt 5,11-12).