Det er ikke muntert, og det er ikke noget ægteskab
Kommentarer lukket til Det er ikke muntert, og det er ikke noget ægteskab 772 26 februar, 2015 Magasin februar 26, 2015 Indlæg af

Det er ikke muntert, og det er ikke noget ægteskab

Af Dale Ahlquist

Et af de varme debatemner på Chestertons tid var fødselskontrol. Ikke alene tog han afstand fra tanken, men også fra selve udtrykket, fordi det betød det modsatte af, hvad det sagde. Det betød i virkeligheden ingen fødsel og ingen kontrol. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at han tilsvarende ville have taget afstand fra ”gay[1] marriage” (homo-ægteskab). Tanken er forkert, men det er udtrykket også. Det er ikke muntert, og det er ikke noget ægteskab.

Chesterton fik så godt som altid ret i sine udtalelser og forudsigelser, fordi han forstod, at alt det, der var et angreb på familien, var til skade for samfundet. Derfor talte han også imod arvehygiejne og antikonception, mod skilsmisse og ”fri kærlighed” (endnu et udtryk, han ikke brød sig om, på grund af dets uærlighed), men også mod lønslaveri og statsligt pålagt undervisningspligt og mod mødre, der ansatte andre til at gøre, hvad mødre naturligt selv burde gøre. Det er ikke for meget sagt, at Chesterton afviste alle de strømninger og modeluner, som vi fortsat døjer med i dag, fordi de hver især undergraver familien. Statsmagten forsøger at overtage familiens autoritet, og storkapitalen forsøger at overtage familiens ret til selvbestemmelse. Der lægges et konstant erhvervsmæssigt og kulturelt pres på far, mor og børn. De bliver nedvurderet og marginaliseret og endda latterliggjort. Men, som Chesterton siger: ”Denne helt banale trekant: far, mor og barn, kan ikke ødelægges. Derved opnår man kun at ødelægge de kulturer, som lader hånt om den.”

Dette seneste angreb på familien bliver hverken det sidste eller det værste. Men det har ikke desto mindre haft en vis chokeffekt, uanset hvor følelsesmæssigt hårdhudede vi efterhånden måtte være blevet under påvirkningen fra nyhedsmedierne og underholdningsindustrien. De, som har forsøgt at protestere mod normaliseringen af det unormale, er enten blevet mødt med skældsord eller tavshed, ganske som det gik Chesterton, når han kritiserede de livsanskuelser, som blev bragt til torvs af de større dagblade på hans tid. I 1926 advarede han om, at ”det næste store kætteri vil blive et angreb på moralen, især seksualmoralen.” Denne advarsel gik i det store og hele upåagtet hen, og seksualmoralen er siden da lidt efter lidt gået i opløsning. Men lad os ikke glemme, at det begyndte med fødselskontrol, som er et forsøg på at gøre sex til et formål i sig selv og på den måde forvandle kærlighedsakten til et udtryk for egoisme. Propagandaen for og accepten af livløs, gold, egoistisk sex er følgerigtigt kommet til også at omfatte homoseksualitet.

Chesterton viser, at homoseksualitet som et kulturfjendtligt fænomen går langt tilbage i tiden. I The Everlasting Man beskriver han grækernes mytologi og deres tilbedelse af naturen, som førte til moralsk fordærv. ”Ligesom de blev unaturlige ved at tilbede naturen, blev de faktisk umandige ved at tilbede manden. Enhver ung mand, siger han, ”som er så heldig at få en sund og almindelig opvækst,” vil uvilkårligt føle sig frastødt af homoseksualitet, fordi den hverken er ”tro mod den menneskelige natur eller den sunde fornuft.” Hvis vi forsøger at ignorere problemet, siger han, bedrager vi os selv. Det er den gradvise tilvænning, der baner vejen for at ”en perversion bliver en konvention.”

I Heretics er han tæt på at forudse misbruget af ordet ”gay”. Han skriver om ”Oscar Wildes på én gang særdeles udtryksfulde og særdeles trøstesløse livsfilosofi. Det er carpe diem-religionen.” Carpe diem betyder ”grib dagen” – gør lige hvad du lyst til, og tænk ikke på konsekvenserne, lev kun i nuet. ”Men carpe diem-religionen er ikke lykkelige, men tværtimod meget ulykkelige menneskers religion.” Der er en håbløshed over den. Når sex kun er en flygtig nydelse, når sex bliver et formål i sig selv, fører det ikke til nogen dyb tilfredsstillelse. Så er det i ordets bogstavelige forstand livløst. Og som Chesterton skriver i sin bog om Frans af Assisi, i samme øjeblik sex ophører med at være en tjener, bliver det en tyran. Det er måske den mest dybdeborende karakteristik af homoseksuelles problem: de er slaver af sex. De forsøger at ”afspore fremtiden og ophæve fortiden”. De har behov for at blive løst af deres lænker.

Synd har konsekvenser. Men Chesterton står altid fast på, at vi må fordømme synden og ikke synderen. Og ingen viser større medfølelse med de faldne end G.K. Chesterton. Om Oscar Wilde, som han kalder ”de dekadentes anfører,” siger han, at Wilde begik ”en forfærdelig uret,” men også led forfærdeligt for den ved at blive anbragt i et rædsomt fængsel, hvor han blev glemt af alle, som førhen havde fejret ham for hans nonchalante oprør mod konventionerne. ”Hans liv var et fuldkomment liv, i den frygtelige forstand, dit og mit liv er ufuldkomment, eftersom vi endnu ikke har betalt prisen for vore synder. Således forstået kunne man kalde hans liv perfekt, ligesom en ligning, der går op. På den ene side har vi den sunde rædsel for det onde, på den anden side den sunde rædsel for straffen.”

Chesterton omtalte Wildes homoseksuelle adfærd som en ”højst kultiveret” synd, som især hjemsøgte de velhavende og dannede samfundsklasser. Det var en synd, som aldrig udgjorde en fristelse for Chesterton, og han siger herom, at det ikke er nogen nævneværdig dyd aldrig at begå en synd, som man ikke føler sig fristet af. Det er endnu en grund til, at vi bør vise vore homoseksuelle brødre og søstre medfølelse. Vi bør tænke på, at vi alle er syndige og svage mennesker. Filon af Aleksandria sagde: ”Vær venlig. Alle, som du møder på din vej, udkæmper en frygtelig strid.”

Men medfølelsen må aldrig gå på kompromis med det onde. Chesterton påpeger, at vores sandhed ikke må være ubarmhjertig, men at vores barmhjertighed på den anden side heller ikke må få os til at lukke øjnene for sandheden. Homoseksualitet er en uorden. Den strider mod naturens orden. Homoseksuelle handlinger er syndige, det vil sige i modstrid med Guds orden. De kan aldrig blive normale. Og endnu værre, de kan aldrig forblive på et konstant niveau. Som Chestertons berømte detektiv Father Brown udtrykker det: ”Mennesker kan til stadighed holde sig på et vist niveau, når det drejer sig om det gode, men når det drejer sig om det onde, har ingen nogen sinde været i stand til at lade det blive ved det. Den vej fører uophørligt nedad.”

Ægteskabet er mellem en mand og en kvinde. Det er sådan ordningen er. Og den katolske Kirke lærer, at det er en sakramental ordning med guddommelige implikationer. Verden har gjort ægteskabet til en parodi, som nu har nået sit højdepunkt med homoseksuelle forhold. Men det var heteroseksuelle mænd og kvinder, som banede vejen for dette forfald. Skilsmisse, som er en abnormitet, bliver nu anset for at være normalt. Antikonception, endnu en abnormitet, bliver ligeledes anset for at være normalt. Abort er endnu ikke blevet normalt, men det er lovligt. At legalisere homoseksuelle ”ægteskaber” gør dem ikke normale, men bidrager blot til den almindelige begrebsforvirring i vor tid – og til vor kulturs nedadgående spiral. Men Chestertons forudsigelse står tilbage: Det vil ikke lykkes os at ødelægge familien. Vi opnår kun at ødelægge os selv ved at lade hånt om den.

Om forfatteren:

Dale Ahlquist er formand for og medstifter af det amerikanske Chesterton Selskab. Han har lavet en TV-serie om Chesterton: G.K. Chesterton: The Apostel of Common Sense og er forfatter til flere bøger om Chesterton, ligesom han er medredaktør af en udgave af hans samlede værker, som vil udkomme på forlaget Ignatius.

Denne artikel bringes med tilladelse fra Crisis Magazine. Originalteksten kan læses på: http://www.crisismagazine.com/2013/g-k-chesterton-its-not-gay-and-its-not-marriage

 

[1] Forfatterens ordspil går her på de to betydninger af ”gay”: ”munter” og ”homoseksuel”.