0 1705 12 marts, 2014 Magasin marts 12, 2014 Indlæg af

Denne gang bliver det anderledes

Af professor J. Budziszewski

Om Gud vil, kommer der en nyevangelisering, men dermed ikke sagt, at det denne gang kommer til at foregå på samme måde som første gang. Den gamle evangelisering forkyndte det glade budskab for hedninger, før-kristne folkeslag, for hvem det var noget helt nyt. Noget tilsvarende var aldrig sket før. Men det, som man nu har sat sig for at gøre, er heller aldrig gjort før.

Re-evangelisering er ikke evangelisering, som om det skete for første gang igen. Selve den kendsgerning, at det glade budskab allerede er blevet forkyndt, gør, at en ny forkyndelse må blive anderledes. For vi forkynder evangeliet til et ny-hedensk, post-kristent folk, som ikke opfatter det som noget nyt. Den gamle verden havde endnu ikke følt nådens kærtegn – vores verden, som har, viger tilbage for berøringen.

Er re-evangelisering i bund og grund noget andet end evangelisering? Nej. Det er den samme Kristus, der banker på døren til det samme menneskes hjerte, om end et hjerte med en anden historie. Er det vanskeligere? I visse henseender. Lettere? I visse henseender. Men anderledes.

Her er en væsentlig forskel: Når hedningen syndede mod moralloven, beklagede han det. Den moderne repræsentant for ny-hedenskabet påstår derimod, når det passer i hans kram, at der ikke er nogen moral, eller at vi alle hver især har vores egen moral. Eftersom jøderne havde Loven og profeterne, kan det ikke undre, at moralen for dem var en selvfølge. Men det samme gjorde sig i vidt omfang gældende for hedningerne på trods af deres mange ugerninger.

Dette, uanset at skepticisme ikke var ukendt for dem: ”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus. Pilatus stillede spørgsmålet uden at vente på svar. Men tænk engang på alle de hedenske vildfarelser, som Paulus omtaler i sine epistler. Nævner han noget om relativisme? Nej. Dengang var der ikke nogen særlig grund til at gøre det. Det er der i dag.

Beslægtet med denne første væsentlige forskel er en anden. Hedningen ønskede at blive tilgivet, men vidste ikke, hvordan han kunne opnå syndsforladelse. For ham lød evangeliet som et budskab om udfrielse. Men den moderne hedning bryder sig ikke om at høre, at han har behov for tilgivelse, og derfor lyder evangeliet for ham som et budskab om skyld.

Denne bagvendte opfattelse forekommer uforståelig, for så vidt som den moderne hedning givetvis føler byrden af sine synder. Men han mener ikke, at han får fred ved at få lettet byrden fra sine skuldre, men ved at vænne sig til ikke at tage den alvorligt. Når han hører Kristi løfte om tilgivelse, tænker han: Ak ja, alle de syndige kristne! Og da han således har valgt at opfatte de frieste mennesker som de mest belastede, kommer han naturligvis til at se dem, der i virkeligheden er de mest belastede, som de frieste. ”Alle har gjort noget, de fortryder. Alle lyver. Lær at leve med det!”

Hedningens udgangspunkt var anderledes. Han var opdraget med hedenskabets skikke og mentalitet, og for at blive omvendt måtte han tage afstand fra begge dele. Til forskel herfra er den moderne hedning præget af en vis kristen mentalitet, uanset at han sandsynligvis også er blevet opdraget med hedenske skikke. Følgelig betragter han evangeliet – ikke som beretningen om den sande Gud, der bliver menneske, men som et sentimentalt eventyr for børn. Alt hvad der ligger ud over den konkrete religiøse praksis, finder han det vanskeligt at tage alvorligt.

Hertil kommer, at hedningen, for så vidt som han overhovedet hørte om evangeliet, sandsynligvis blev konfronteret med det som en helhed. Den moderne hedning derimod har kun været i berøring med netop det antal sporer, der skal til for at fremkalde en allergisk reaktion. Måske blev han døbt som barn uden efterfølgende at blive oplært i troen. Måske blev hans forældre vrede på kirken og holdt op med at komme der.

Hedningen måtte finde sig i de byrder, der var forbundet med en hedensk barndom, men blev skånet for byrden ved en kristen barndom, der blev afbrudt undervejs. Den moderne hedning er aldrig blevet sænket ned i troens vande, alt for ofte kun dyppet i dem, for straks efter at blive trukket op igen.

Ikke alene var hedningen forskånet for en nostalgisk længsel efter en kristen fortid, han var heller ikke tynget af skyld over at have afvist den. Den moderne hedning er tilbøjelig til at give efter for både nostalgi og vrede, muligvis for begge dele på én gang.

Jeg mødte engang en ateist af den slags, der ikke går af vejen for noget, som pralede af, hvor ”sjovt” han havde det med ”at fordærve alle de katolske unge” på det college, hvor han underviste. Alligevel fortalte han efter nogle få glas vin, at han var ”meget religiøs”, og at han for nylig var blevet medlem af et kirkekor slet og ret af kærlighed til de store gamle salmer. Undertiden længtes han tilbage til noget af alt det gode, han havde forladt, og følte sig vred og aggressiv, fordi han ikke havde haft nogen rimelig grund til at gøre det.

Fordi evangeliets ord var nye for hedningen, var han nødt til at tilegne sig dem helt fra grunden. Den moderne hedning befinder sig i en meget anderledes situation. Han er nødt til at glemme alle de usande ting, han har lært om det kristne budskab. Sandsynligvis har han en helt fejlagtig opfattelse af, hvad kristne tror om skabelsen, syndefaldet og forløsningen – om Gud, mennesket og om forholdet mellem Gud og mennesker.

Et er tilsyneladende uændret: Nu som før hylder den ikke-troende Cæsar og ikke Kristus som Herren. Kun med den forskel, at mens hedningen anklagede de kristne for at så tvivl om specifikke fortidige illusioner, f.eks. at Romerriget skulle bestå til evig tid, vil den moderne hedning typisk bebrejde dem, at de ikke tror på specifikke moderne illusioner, så som den forestilling, at vi ved teknologiens og sociale reformprogrammers hjælp kan skabe en verden, hvor ingen længere behøver at stræbe efter at være gode.

På en måde var hedningen i mindre grad et offer for vildfarelse, for han kunne dårligt undgå at vide, at han var en afgudsdyrker. Hans afguder var synlige og til at tage og føle på. De var skåret ud i materialer som træ eller sten. Den moderne hedning vil sjældnere være bevidst om, at han er en afgudsdyrker. Hvis tro drejer sig om usynlige ting, er han på en måde mere troende, for hans afguder er usynlige og uhåndgribelige. De er opbygget af et væv af følelser, ønskedrømme og begreber som nydelse, succes og fremtiden. Selv den moderne hednings magasiner har navne som Self.  Måske har der altid bag de synlige afguder skjult sig usynlige afguder, men i vore dage er maskerne faldet.

Den hedenske verden var ukendt med kristne ideer. Den ny-hedenske verden er fyldt til randen med dem. Arkitekterne bag denne verden har sågar taget nogle af dem til sig, men til gengæld tømt dem for deres kristne meningsindhold.

F.eks. kan den moderne hedning meget vel have høje tanker om, hvad han kalder tro, håb og kærlighed – dyder, som hedningerne ikke havde den ringeste forestilling om – men han opfatter sandsynligvis ”tro” som det at klynge sig til et goldt livs illusioner og bruger ordet ”håb” om en rent verdslig optimisme og ”kærlighed” om begær eller om en følelsesmæssig stemning uden offervilje eller vilje til at forpligte sig. Et andet eksempel på en sådan udvanding af begreber er den måde, hvorpå visse moderne hedninger accepterer den kristne forestilling om, at historien har en mening og et mål, men udelader Gud, således at den bliver til en tam og sødladen fortælling om ”fremskridt” på vejen mod, hvad det end måtte være, de gerne vil have mere af i denne verden. Hedningerne troede ikke på fremskridtet, men på en endeløs gentagelse.

Der er endnu en væsentlig forskel, vi ikke må overse. Hvis hedningen overhovedet var til sinds at indrømme, at hans land nogen sinde havde handlet forkert, havde han ingen anden instans at skyde skylden på. Den moderne hedning kan derimod skyde skylden for sin kulturs synder på kristendommen: processen mod Galilei, udbytningen af de amerikanske indfødte, den spanske inkvisition – det var alt sammen de kristnes fejl.

Vist var disse ting ulykkelige og forkerte, men hvis de moderne hedninger var konsekvente, ville de sammenholde de tusinder, der blev dræbt ved kristne inkvisitioner, med de millioner, der er blevet dræbt ved ateistiske inkvisitioner. Det er imidlertid let at se, hvorfor de ikke gør det. Kristne krænkelser er lettere at bringe på bane, fordi Kirken indrømmer, at de har fundet sted, ligesom de er langt mere forargelige set i lyset af evangeliets budskab om næstekærlighed.

Til trods for de kristnes synder kunne man forvente, at erindringen om evangeliets indflydelse ville tale til gunst for en ny forkyndelse. Når alt kommer til alt, havde den hedenske verden aldrig erfaret nådens livgivende kraft. Det har derimod den ny-hedenske verden. Tænk blot på den afgørende betydning, evangeliet tillægger samvittigheden og den menneskelige persons værdighed, og hvordan disse værdier grundlæggende har sat sit præg på den vestlige verdens kultur. Alt dette kan man ikke med rimelighed feje af bordet!

Nej, men den moderne hedning tager alt det gode, som hans kultur har fået i arv fra kristendommen, som en selvfølge. For ham at se var der blot noget, der blev bedre. Det var slet og ret historiens gang eller i det mindste bare sådan, det kom til at gå. Hvis nogen eller noget efter hans opfattelse skal have æren for det, er det ikke nåden, men faktorer som videnskaben, kapitalismen eller ”oplysningen.”

Han forventer, at fremskridtets flodstrøm vil fortsætte sit løb, uanset om det bliver forår eller ej. Når så floden begynder at tørre ud, bliver han måske en anelse bekymret, men han forstår ikke fuldt ud, hvad han ser. Hvorfor gør han ikke det? Fordi også hans forestillinger om tørt og vådt er under forandring. Det er ikke kun den ny-hedenske verden omkring ham, der er ved at miste respekten for samvittighedens ukrænkelighed og for den menneskelige persons værdighed, han er også selv en del af denne verden og også selv ved at miste respekten for disse værdier. De forekommer ham så uvæsentlige. Hvordan kan det mon være, at de kristne er så sygeligt optaget af dem?

Endelig vidste hedningen, at han ikke var kristen. Det kan en vis type moderne hedninger derimod godt mene, at de er. Denne besynderlighed udgør måske den mest udfordrende forskel mellem evangelisering og ny-evangelisering. I antikkens verden var de mennesker, der havde behov for at blive evangeliseret, uden for murene. I dag er der tusinder af dem, der befinder sig indenfor – men som tænker præcis som dem udenfor. Når evangeliet forkyndes, beklager de sig.

En kirkebænk er et vanskeligt sted at missionere. Det er svært for hyrderne at bringe fårene hjem, hvis fårene har den opfattelse, at de allerede befinder sig i folden. Men det er et andet problem, som vi må tage op ved en senere lejlighed.

 

budziszewski_j_lgJ. Budziszewski er professor i statskundskab og filosofi ved University of Texas. Denne artikel er først trykt i tidsskriftet First Things, 1. marts 2014, og bringes i oversættelse på dette website med tilladelse fra First Things’ redaktion. Originalteksten kan tilgås fra First Things’ hjemmeside via dette link:

http://www.firstthings.com/article/2014/03/this-time-will-not-be-the-same

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *