Den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold (1 Tim 3,15)
Kommentarer lukket til Den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold (1 Tim 3,15) 361 21 juni, 2019 Nyheder juni 21, 2019 Indlæg af

Den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold (1 Tim 3,15)

Det er titlen på en 8 sider lang erklæring, som  kardinal Raymond Burke og biskop Athanasius Schneider udsendte den 10. juni med undertitlen med det udtrykkelige formål at korrigere nogle af de mest almindelige misforståelser vedrørende 40 trossandheder, hvoraf størstedelen kan spores direkte tilbage til pave Frans – selv om der ikke i erklæringen eksplicit refereres til hans udtalelser eller skrivelser. Andre drejer sig om misforståelser, som enten er opstået eller blevet mere almindelige i løbet af Frans’ pontifikat. Endvidere kritiserer erklæringen en række forhold i civilsamfundet, som set med Kirkens øjne er uacceptable – eksempelvis abort, homo-ægteskaber og kønsskifte.

Hvorfor denne erklæring?

Til erklæringen hører en ”forklarende note”, hvor forfatterne begrunder deres initiativ med disse ord: ”I vor tid oplever Kirken en af sine største åndelige kriser nogensinde, nærmere bestemt en næsten universel doktrinær forvirring og rådvildhed, som udgør en særdeles smitsom fare for mange troendes sjælelige sundhed og evige frelse. Samtidig kan man i vore dage på forskellige niveauer af embedshierarkiet konstatere en udbredt træghed, når det drejer sig om at forsvare Kirkens forpligtende lære. Dette skyldes for en stor del en uvilje mod at leve op til den apostoliske forpligtelse til at ”holde et vågent øje med de vildfarelser, der truer deres hjord,” således som det udtrykkes i Det Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution ”Lumen gentium”, om Kirken (25).

Samtidig understreges det, at det er Kirkens enhed, der står på spil: ”Vi offentliggør denne erklæring i den kristne kærligheds ånd, som et konkret udtryk for omsorg for både hyrdernes og de troendes sjælelige sundhed, dvs. af omsorg for alle lemmerne på Kristi legeme, som udgør Kirken, idet vi besinder os på de følgende ord af den hellige Paulus i Det første Korintherbrev: ”… for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,25-26).

Du kan læse hele den forklarende note i engelsk oversættelse her: https://www.lifesitenews.com/news/cdl-burke-bp-schneider-issue-declaration-of-truths-to-correct-rampant-doctrinal-confusion-in-church

Tre faser

Erklæringen skal ses i sammenhæng med en efterhånden lang række initiativer, hvor fremtrædende katolikker i og uden for embedshierarkiet har givet udtryk for deres bekymring vedrørende pave Frans’ embedsførelse og højst kontroversielle udtalelser om centrale trosspørgsmål. Samtidig er det interessant at iagttage, hvordan de forskellige debattørers tilgang til problemet har ændret sig i løbet af Frans’ pontifikat i takt med, at det til stadighed er blevet tydeligere, at man har at gøre med en reformivrig pave, som ikke  viger tilbage for at gennemtvinge ændringer, som truer Kirkens enhed og  selvforståelse.

Hvad dette angår, er det p.t. muligt at skelne tre faser:

Fase 1, hvor langt de fleste kommentatorer – for så vidt forståeligt nok – ikke i deres vildeste fantasi  kunne forestille sig, at paven ikke skulle være rettroende. Derfor fik de travlt med at fortolke (bortforklare) udsagn såsom det nu ikoniske ”Who am I to judge?” og kastede sig ud i noget, der nærmest må betegnes som feberagtige redningsforsøg. Eksempelvis valgte mange at gå ud fra, at paven nok bare var blevet fejlciteret af medierne. Eller måske var forklaringen, at han kom fra en anden kultur, hvor man udtrykte sig anderledes og derfor nemt kunne blive misforstået. Kort sagt: Frans fik the benefit of the doubt. Problemet var blot, at ”misforståelserne” øjensynlig ingen ende ville tage, og at de kun undtagelsesvis blev dementeret eller blot kommenteret fra officiel side.

Fase 2, hvor de to familiesynoder i 2014 og 2015 og den efterfølgende skrivelse Amoris laetitia for alvor løftede sløret både for Frans’ intentioner om at revidere Kirkens (i omverdenens øjne ikke politisk korrekte) morallære og hans åbenlyse forsøg på at manipulere både synodefædrene og medierne – en praksis, der siden er fortsat, senest på topmødet i februar i år om ”beskyttelse af mindreårige i Kirken”. I denne fase, som også omfatter Frans’ kyniske prisgivelse af Kinas rettroende katolikker til det kommunistiske regime foruden afsløringerne af hans egen tvivlsomme håndtering af misbrugsskandalerne i hans tid som ærkebiskop, så vi en stribe åbne breve fra lægfolk og gejstlige, blandt andet de fire kardinalers ”dubia”. Fælles for de fleste erklæringer i denne fase var, at de blev afsluttet med en opfordring til pave Frans om at ”klargøre”, hvad han præcis mente med det, han i en eller anden anledning havde sagt eller skrevet – en opfordring, som i hvert fald i teorien åbnede muligheden for en dialog.

Fase 3, hvor man ikke længere spørger efter klarhed, fordi man ved, at tvetydighed og insinuationer er en integreret del af pave Frans’ måde at kommunikere på. Derfor er de seneste erklæringer ikke stilet til ham, fordi man på forhånd ved, at de spørgsmål, de måtte indeholde, aldrig vil blive besvaret, og at paven under alle omstændigheder uanfægtet vil følge sin agenda. Det ser man f.eks. af de 19 lægfolks og præsters brev i maj måned i år, hvor de anklagede paven for hæresi[1]. Dette brev blev sendt til samtlige biskopper med en opfording til dem om at gribe ind. Det samme gælder den nærværende erklæring, hvor kardinal Raymond Burke og biskop Athanasius Schneider i stedet for at appellere til paven (som ikke nævnes med et ord) selv har påtaget sig at skabe den fornødne klarhed om Kirkens lære.

Således er vi nået til en slutfase, hvor katten, om man så må sige, er sluppet ud af sækken, og hvor det er blevet vanskeligere at smyge sig udenom at vælge side i det interne opgør, som flere kommentatorer allerede med rette har betegnet som et de facto skisma.

Du kan læse hele erklæringen (8 sider) i den engelske udgave her: https://www.lifesitenews.com/images/local/Declaration_Truths_Errors.pdf

Her følger en noget forkortet dansk oversættelse af de 40 trossandheder. Tallene i begyndelsen af hvert afsnit svarer til de enkelte afsnit i erklæringen. Fremhævelserne med kursiv er tilføjet af redaktionen.  

1-2: Indledningsvis slår erklæringen fast, at selv om det er muligt for nye generationer at nå til en dybere forståelse af et dogmatisk udsagn eller at udtrykke det klarere, betyder det ikke, at man kan tilføje noget, der i mindste måde ændrer selve meningen med udsagnet. I så fald vil man gøre sig skyldig i dogmatisk relativisme.

3: Guds rige, som er påbegyndt her på jorden i Kirken, som er Kristi legeme, er således i verden, men ikke af denne forgængelige verden, og dets vækst må ikke forveksles med samfundsmæssige, videnskabelige eller teknologiske fremskridt. Gudsrigets vækst består i, at de troende til stadighed får et dybere kendskab til Kristi uudgrundelige rigdomme, at deres håb om evig salighed til stadighed styrkes, og at de til stadighed mere beredvilligt svarer på Guds kærlighed. Guds omsorg for menneskene kan således aldrig føre til, at Kirken tilpasser sin lære til denne verden.

4: Efter oprettelsen af den nye og evige pagt i Jesus Kristus kan ingen længere blive frelst udelukkende ved at overholde De ti Bud uden tro på Kristus som den sande Gud og menneskehedens eneste frelser (se Rom 3,28 og Gal 2,16).

5: Muslimer og andre, som ikke tror på Jesus Kristus som Gud og menneske, kan ikke – selv om de bekender sig til en monoteistisk religion – tilbede Gud på samme måde som kristne, det vil sige ”i ånd og sandhed” – (se Joh 4,24 og Ef 2,8).

7: Sand økumene har til formål, at ikke-katolikker tilslutter sig den enhed, som Den katolske Kirke allerede definitivt er i besiddelse af i kraft af Jesu sidste bøn til Faderen: ”for at de kan være ét ligesom vi” (Joh 17,11), og som Kirken bekræfter i Trosbekendelsen: ”Jeg tror på én … Kirke”. Derfor må de økumeniske bestræbelser ikke have til formål at etablere en kirke, som endnu ikke eksisterer.

8: Helvede eksisterer, og de som bliver dømt til at komme i helvede på grund af en dødssynd, som de ikke har angret og fået syndsforladelse for, bliver straffet der i al evighed (se Matt 25,46. De mennesker, som fordømmes for evigt, bliver ikke tilintetgjort, eftersom deres sjæle ifølge Kirkens ufejlbare lære (se 5. Laterankoncil, 8. session) er udødelige.

9:  Kristendommen er den eneste religion, som er villet af Gud. Derfor er det forkert at sige, at Gud ønsker, at der skal være flere religioner.

12: En retfærdiggjort person har den fornødne styrke til i kraft af Guds nåde at leve op til den guddommelige lovs krav (se Tridentinerkoncilet, 6. session, Dekretet om retfærdiggørelse, c.11;c. 13).

13:  »De troende er forpligtede til at anerkende og respektere de specifikke etiske bud, der er bekendtgjort og lært af Kirken i Guds, Skaberens og Herrens navn. Når apostlen Paulus sammenfatter opfyldelsen af loven i budet om at elske næsten som sig selv (sml. Rom.13,8-10), svækker han ikke budene, men skærper dem, idet han afslører deres krav og deres alvor. Kærlighed til Gud og til ens næste kan ikke adskilles fra overholdelsen af budene i den pagt, der er fornyet i Jesu Kristi blod og i Åndens gave« (Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Veritatis splendor, 76). Ifølge den samme rundskrivelses lære tager de personer fejl, som mener, ”at de kan retfærdiggøre bevidst at vælge visse former for adfærd, der strider mod den guddommelige og naturlige lov”.

15: »Ingen omstændighed, intet formål og ingen lov i verden vil nogensinde kunne legitimere en handling, som i sig selv er ond i og med, at den er i modstrid med Guds Lov, som er indskrevet i ethvert menneskes hjerte, kan erkendes af fornuften og er forkyndt af Kirken« (Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Evangelium vitae, 62).

16: Den naturlige og guddommelige lov forbyder drab på ufødte børn, uanset hvem der udfører handlingen eller tilskynder til den.

17: De forskellige teknikker til kunstig befrugtning er ”moralsk forkastelige”, fordi ”de bryder den dybt menneskelige sammenhæng mellem frembringelsen af nyt liv og det ægteskabelige samliv” (se Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Evangelium vitae, 14).

18: Intet menneske har ret til at begå selvmord eller til at modtage ”aktiv dødshjælp”. (se Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Evangelium vitae, 65).

20: Ifølge den naturlige og guddommelige lov kan ingen indlede et uægteskabeligt seksuelt forhold uden dermed at synde. Det er således i strid med Skriften og Traditionen at påstå, at det er op til den enkeltes samvittighed at afgøre, om seksuelt samkvem mellem personer, der har indgået et civilt ægteskab på trods af, at den ene eller begge parter er bundet af et sakramentalt ægteskab, undertiden kan være moralsk acceptabelt eller endog ønsket eller befalet af Gud. (se 1 Kor 7,11 og Johannes Paul 2.’s apostoliske skrivelse Familiaris consortio, 84).

21: Den naturlige og guddommelige lov forbyder ”enhver handling, der enten har til formål at hindre befrugtningen … hvad enten den sker forud for den ægteskabelige akt, under dens forløb eller i forbindelse med dens naturlige følger” (Pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae, 14).

22: Fraskilte borgerligt gengifte, som bevidst vælger at forblive i deres nye forhold, befinder sig i en tilstand af dødssynd og kan derfor ikke modtage Kirkens sakramenter (Johannes Paul 2.’s apostoliske skrivelse Familiaris consortio, 84).

23: Seksuelt samkvem mellem to personer af samme køn er en alvorlig synd (se Rom 1,24-28; 1 Kor 6,9-10; 1 Tim 1,10; Jud 7). Homoseksuelle handlinger ”kan i intet tilfælde godkendes” (Den Katolske Kirkes Katekismus, 2357).

24: To personer af samme køn har ingen ret til at gifte sig med hinanden, eftersom det strider mod den naturlige og guddommelige lov. ”I Skaberens plan hører det, at de to køn kompletterer hinanden, og frugtbarheden sammen med selve ægteskabets natur” (Troslærekongregationen: Considerations regarding proposals to give legal recognition to unions between homosexual persons, 3. juni 2003, 11).

27: Den biologiske kendsgerning, at der er to køn, er villet af Gud. Det er derfor et oprør mod den naturlige og guddommelige lov at få foretaget kønsskifte ved et kirurgisk indgreb eller blot ved at erklære, at man har skiftet køn.

32: I den hellige messe frembæres et sandt og virkeligt offer for den hellige Treenighed, og dette offer er et sonoffer både for de levende på denne jord og for sjælene i skærsilden. Den opfattelse, at messeofferet blot består i, at folk bringer et åndeligt offer i form af bøn og lovprisninger, er derfor forkert. Det samme er den opfattelse, at messen kan eller bør defineres udelukkende som det, at Kristus giver sig selv til de troende som en åndelig føde (se Tridentinerkoncilet, session 22, c.2).

33: »Vi tror, at messen, når den fejres af præsten, der i kraft af den myndighed, han har modtaget gennem præstevielsens sakramente, repræsenterer Kristi person, og når den frembæres af ham i Kristi og medlemmerne af hans mystiske legemes navn, virkelig er offeret på Golgata, der bliver sakramentalt nærværende på vore altre. Vi tror, at ligesom brødet og vinen, Herren indviede ved den sidste nadver, blev forvandlet til hans legeme og blod, der kort efter skulle ofres for os på korset, således bliver også brødet og vinen, som præsten indvier, forvandlet til den herliggjorte Kristi legeme og blod, og vi tror, at Herrens mystiske tilstedeværelse under det, der for vore sanser fortsat ser ud som før, er en sand, virkelig og substantiel tilstedeværelse« (Paul 6. i det apostoliske brev Solemni hac liturgia (Credo of the People of God), 24.

35: Kun i bodens sakramente (skriftemålet) kan der opnås syndsforladelse for alvorlige synder.

36: Den guddommelige lov forbyder præsten under alle omstændigheder at bryde sin tavshedspligt om det, han får at vide i et skriftemål. Ingen kirkelig myndighed har magt til at løse præsten fra denne pligt, og civile myndigheder har ingen ret til at tvinge ham til at gøre det (se Den kanoniske lov §1388,1 og Den Katolske Kirkes Katekismus, 1467).

39: Præsternes pligt til at leve i cølibat går helt tilbage til Jesu Kristi eksempel og er ifølge kirkefædrene og paverne en del af den apostoliske tradition. Derfor bør denne bestemmelse ikke ophæves i den romerske Kirke til fordel for et valgfrit præstecølibat hverken på regionalt eller universelt niveau. Den bør bevares, fordi den går tilbage til apostlene og blev stadfæstet af kirkefædrene, som det fremgår af det 2. Thessalonikerbrev: ”Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller brev fra os” (2,15). ”Der er faktisk mange, som på grund af deres uvidenhed om vore forfædre og deres indbildskhed har krænket kyskheden i Kirken og fulgt folkets vilje i stedet for at frygte Guds dom” (den hellige pave Siricius’ dekret Cum in unum i år 386).

40: Kun døbte mænd kan modtage ordinationens sakramente, dvs. blive biskopper, præster eller diakoner (se Johannes Paul 2.’s apostoliske brev Ordinatio sacerdotalis, 4).

 

[1] Læs: Åbent brev til biskopperne: Vi har en hæretisk pave!