Danske katolikker i en forbudstid – og to katolske Rantzauere
2 2660 02 februar, 2014 Magasin februar 2, 2014 Indlæg af

Danske katolikker i en forbudstid – og to katolske Rantzauere

af Helge Clausen

 

De fleste kender Niels Steensen, men var der andre danskere, der blev katolikker i den ”forbudte” tid mellem 1536 og 1849?

 

Den katolske Kirkes historie i Danmark er blevet behandlet meget uensartet i tidens løb. Tiden frem til reformationen i 1536 er blevet udforsket af mange, både protestanter og katolikker. Om tiden fra indførelsen af Grundloven i 1849 er der især fra katolsk siden udgivet mange bøger og artikler, herunder fest- og jubilæumsskrifter. Men den mellemliggende perioden (1536-1849) er kun belyst i mindre grad. Dette skyldes både, at der i denne periode ikke var særligt mange katolske aktiviteter i Danmark, men også at kilderne er få og spredte.

Og dog: Hvis man ”kradser” lidt i overfladen dukker der hele tiden nye materiale op, bl.a. om danskere, som trodsede lovgivningen og konverterede til Den katolske Kirke, nogle få herhjemme, de fleste i udlandet. Der var også i lange perioder tale om en organiseret katolske ”undergrundskirke” herhjemme, som fra 1648 ulovligt opererede med udgangspunkt i nogle katolske landes ambassader i København og i de lovlige katolske kapeller i Fredericia (fra 1674) og Frederiksstad i Slesvig (fra 1621), som dog kun udlændinge måtte opsøge.

Men lad os holde os til konvertitterne. De fleste har hørt om Niels Steensen (1638-1686), men var der andre danske katolikker i denne periode? Nogle kender måske navne som anatomen Jakob Winsløw (1669-1760), prinsesse Charlotte Frederikke (1784-1840), som var gift med prins Christian Frederik (den senere kong Christian VIII (1839-1848))? Eller den legendariske rigshofmester Corfitz Ulfeldt (1606-1664), samt to-tre af hans børn med Leonora Christina, søster til kong Christian IV? Samme Christian IV, som var rædselsslagen over for tanken om katolsk indflydelse i Danmark, måtte opleve, at hans søster Anne, dronning af England og Scotland (1574-1619), hemmeligt blev katolik i England. Desuden blev Christian IV’s uægteskabelige datter Dorothea Elisabeth (1629-1687) katolik og senere nonne og priorinde i sit kloster, efter at hun var blevet sendt til Tyskland.

Eller generalløjtnant Hans von Ahlefeldt, som i slaget ved Nyborg den 14. oktober 1659 bidrog væsentligt til at bekæmpe den svenske invasion af Danmark. Han mindes stadig i Skt. Knuds Kirke i Odense, hvor der er et monument med en portrætstatue af ham. Noget meget spektakulært (og pinligt for det officielle Danmark) skete i 1678, da den danske ambassadør i Madrid siden 1670, Jørgen Reedtz (162?-1682), hans kone, Mette Trolle, og deres 15 (ja, femten!) børn konverterede til Den katolske Kirke. Ikke færre end syv af børnene blev præster, munke eller nonner i udlandet. De lutherske præster i København benyttede Reedtz-familien som et eksempel på “de mange danske konvertitter”, selv i udlandet, i en af deres klager over katolikkerne i København. Så sent som i 1840 bestemte kong Christian VIII, at cand.theol. Carl Høffding Muus (1796-1885) ikke måtte opholde sig i Danmark, fordi han var blevet katolik.

 

Baggrunden

Kun få danskere ved i dag, at det var forbudt for danskere at være katolikker mellem reformationen i 1536 og Grundloven i 1849. Det skal ikke forstås sådan, at der i 1536 kom en lov mod danske katolikker; reformatorerne regnede nok med, at det katolske snart ville glide ud, og alle danskere ville blive gode lutheranere. Det kom ikke helt til at holde stik. Nogle danske adelsfamilier forblev – mere eller mindre åbenlyst – katolikker en eller to generationer. Der er et par efterretninger, der tyder på, at adelsmænd nogle steder har skjult katolske præster og munke på deres ejendomme, hvor de hemmeligt kunne holde katolske gudstjenester. Så sent som i 1672 berettede Niels Steensen, at der stadigvæk var nogle danske adelige, som “tror, at frelsen må findes i Den katolske Kirke”. I England er der mange “præstehuller” i katolske slotte og herregårde, og der er blevet fundet skjulte religiøse genstande. Noget lignende er indtil nu ikke blevet fundet i Danmark, hvor ingen familier – som i England – har bevaret den katolske tro i hele perioden fra reformation til religionsfrihed.

 

I 1557 formulerede Sjællands første lutherske superintendent og professor i teologi, Peter Palladius, sit ”kætterikatalog”, hvor alle fra lutherdommen afvigende tolkninger af kristendommen blev opregnet og fordømt. Det var blevet nødvendigt at definere sig selv i forhold til alle de kristne retninger, der opstod i kølvandet på reformationen. Med afsæt i ”kætterikataloget” lod Frederik II i 1568 formulere 25 ”fremmedartikler”, som indvandrere blev eksamineret i og måtte skrive under på. Artiklerne var et koncentrat af luthersk trosopfattelse, og der var dødsstraf, hvis nogen skrev under på skrømt. På den tid var man i Danmark opskræmt af den tyrkiske invasion længere nede i Europa og den katolske trussel. Propagandamaskinen kørte: Man skulle tage sig i agt, for tyrkerne slog legemet ihjel, paven slog sjælen ihjel. Et eks. fra ”fremmedartiklerne” på spørgsmål og (det korrekte) svar: ”Hvad er messe?” – ”Den katolske messe er en antikristelig afgudsdyrkelse, hvormed Guds Søn bespottes og han hellige nadver vanhelliges.”

 

Fra ca. 1570 begyndte unge mænd at tage på årelange dannelsesrejser sydpå, og her mødte de Den katolske Kirke. En del af dem opsøgte jesuitternes læreanstalter, som på den tid var højt ansete, især på grund af deres nye pædagogik. Alene fra 1596-1606 var der ca. 100 danske og norske studerede ved jesuiter-læreanstalter. Nogle af dem konverterede i udlandet og vendte hjem, uden at bekendtgøre deres trosskifte. En del af dem blev efter hjemkomsten afsløret som ”papister”; det gjaldt f.eks. rektoren ved latinskolen i Lund, Jens Aagesen, som rådede forældre til at sende deres drenge til jesuiterskoler, og organisten ved Vor Frue Kirke i København gennem 20 år, Trude Aagesen, som blev afskediget fordi han – ”ligesom flere andre var i pavens sold”. Kong Christian IV blev forskrækket og søgte at dæmme op for denne snigende katolske ”inficering” af det tilstræbt rent lutherske Danmark. Det gjorde han ved hjælp af en række love og bestemmelser, hvoraf tre bør nævnes her:

 

  • 1604: Ingen, som havde gået på jesuitternes skoler kunne fremtidigt opnå et kirkeligt eller statsligt embede.
  • 1613: Hvis nogen undersåt blev bevist at være katolik, skulle vedkommende være arveløs og hans arv tilfalde de nærmeste slægtninge. Landsforvisning. Det blev forbudt ”papister at være eller bosætte sig i riget”. Denne forordning gjaldt indtil Grundloven i 1849.
  •  1624: Det blev forbudt ”pavelige munke, jesuitter og sækularpræster eller lignende gejstlige,    under deres livs fortabelse, at begive sig ind eller opholde sig i kongens riger og lande”. Det      samme gjaldt dem, der husede dem eller lod dem holde messe. Allerede i 1555 havde alle, der havde en tro, der stred mod den augsburgske konfession, fået forbud mod at holde religiøse møder og sammenkomster.

 

Foruden de kontakter til katolske miljøer i udlandet, som dannelsesrejserne kunne give, var der for mange danskere, der ikke kunne rejse udenlands, muligt at møde katolikker herhjemme. Der kom efterhånden et større antal katolske officerer, købmænd, håndværkere, kunstnere, læger, embedsmænd, hoffolk, arkitekter, ingeniører og andre højt uddannede personer til Danmark, hvor deres særlige evner og færdigheder var efterspurgte. Der var kun meget få steder, hvor de kunne modtage sakramenterne. I København var der mulighed for at de kunne deltage i messen i katolske landes gesandtskabskapeller. Gesandterne havde nemlig iflg. international aftale ret til at have præster boende for gesandtskabspersonalets skyld. I perioder tolererede myndighederne, at udenlandske katolikker deltog i messen. De katolske gesandter i København (spanske, franske, østrigske, hannoveranske og kejserlige) arbejdede for at mildne den stærke lutherske intolerance med hensyn til udenlandske katolikkers ophold i Danmark, og prøvede samtidigt at påvirke kongen i katolsk retning. Desuden fungerede gesandtskaberne med deres kapeller og præster uofficielt (og ulovligt!) som missionscentre. Fra ankomsten af den første af disse katolske gesandter, den spanske grev Bernardino de Rebolledo, til København den 14. marts 1648 og de næste 200 år, indtil Grundloven i 1849, var der således katolske præster, som gjorde, hvad de kunne for både udenlandske og danske katolikker, samt dem, der gerne ville være det. En stor del af tiden var det jesuiterpræster, der tjente som gesandtskabspræster. At de havde en vis succes ses f.eks. af, at der i 1672 var hele 19 (ulovlige og hemmelige) konversioner.

 

Foruden København var det også muligt at komme i kontakt med katolske præster i Fredericia og i Frederiksstad i Slesvig. Af erhvervspolitiske årsager havde kong Frederik III givet en begrænset religionsfrihed i de to byer. I Fredericia fik man i 1674 et kongeligt privilegium, som gav trosfrihed for ”afvigende” kristne samt jøder. I 1687 blev der bygget et katolsk kapel og i 1767 den nuværende Sankt Knuds Kirke. Et lidt ældre sidestykke til Fredericia fandtes i Frederiksstad (Friedrichstadt) i det sydlige Slesvig. Byen blev grundlagt i 1621 af hertug Frederik III af Slesvig-Holsten-Gottorp. Også her blev der givet religionsfrihed for at tiltrække udlændinge. Den nuværende kirke, som er fra 1854, er også indviet til Sankt Knud Konge.

 

Som en udløber af min disputats fra 2006 om de katolske biblioteker i Danmark har jeg lige siden arbejdet med et forskningsprojekt konvertitterne fra den ”forbudte” tid mellem 1536 og 1849. Indtil nu har jeg identificeret ca. 200 navne og har samlet et stort materiale om dem. Men der dukker hele tiden flere op, og der vil sikkert være mange, som aldrig kommer for dagens lys. Når man flere hundrede år senere skal finde informationer om nogle personer er det jo nødvendigt, at der er overleveret noget skriftligt. De fleste af de ca. 200 danske konvertitter er kendte folk, som der findes materiale om. Men der er sikkert mange ukendte personer, der også konverterede, men som der ikke er bevaret oplysninger om, måske fordi der aldrig har eksisteret noget skriftligt om deres konversioner.

 

Jeg vil gerne slutte med at præsentere to konvertitter, hvis slægtsnavn ganske vist er meget kendt, men ikke for noget positivt i katolsk sammenhæng – snarere tværtimod. De to personer er også udvalgt for at give et par eksempler på, hvor forskellige konvertitters liv kunne være.

 

Det drejer sig om Josias Rantzau (1609-1650) og hans hustru, Hedvig Margrethe Elisabeth Rantzau, kaldet Elisabeth (ca. 1627-1706). De tilhørte den kendte holstensk-danske adelsfamilie Rantzau, som på forskellige måder har været med til at præge Danmarks historie fra 1400-tallet til midten af 1800-tallet. Mest kendt er nok den dygtige, men hensynsløse og brutale feltherre Johan Rantzau (1492-1565), der som overbevist lutheraner spillede en stor rolle ved reformationens indførelse i Danmark. Men blandt de senere medlemmer af slægten var der ”sorte får”, som ikke forblev lutheranere. Det gælder for vort ægtepar, Josias og Elisabeth, men også lidt senere for Christoph Rantzau (ca. 1623-1691), der konverterede samme år, som Josias døde, samt hans 2. hustru, Dorothea Hedvig.

 

Josias Rantzau valgte en militær karriere, som for det meste forløb i udlandet. Han tjente både under Christian IV, svenskerne, kejseren og den franske kong Ludvig XIV (fra 1635 til sin død). Han deltog i mange af 30-årskrigens slag og blev kendt for sin tapperhed og dristighed. Ved hoffet i Paris vakte den tapre og smukke skandinav opsigt, især blandt damerne, hvilket førte til en del dueller med forsmåede ægtemænd. Under en hvervekampagne i Holsten og Danmark giftede han sig 1639 med den 12-årige Elisabeth Rantzau, som var datter af hans fars fætter. Hendes far døde, da hun var tre og moderen, da hun var seks år. Parret bosatte sig i Paris, hvor de må have lært Kirken at kende, og i 1644 konverterede Elisabeth, og Josias året efter. I Paris havde Elisabeth mødt den hl. Vincent af Paul (1581-1660), som havde grundlagt vincentsøstrenes og lazaristernes kongregationer. Vincent gjorde et stort indtryk på hende. Hvad Josias’ motiv til at konvertere har været, er svært at sige, men hensynet til hans militære karriere kan ikke have været et motiv, da han var avanceret hurtigt, selv om han var protestant. Josias havde et heftigt temperament, han drak meget og var en ødsel natur. Han satte således sit fædrene gods Bothkamp ved Kiel over styr, sammen med medgiften på 80.000 Rdl. fra sin hustru. I 1645 blev han udnævnt til marskal af Frankrig, hvad der var en sjælden ære for en udlænding. Ved slutningen af sit liv havde han ”kun ét af de lemmer, som mennesker plejer at have to af” (som hans gravskrift fortæller), idet han manglede en arm, et ben, et øje og et øre, som han havde efterladt på diverse slagmarker. Han blev såret 60 gange, og to gange var han i fangenskab. Under politiske uroligheder i Frankrig blev han af kardinal Mazarin indsat i Bastillen, men blev frikendt efter 11 måneder og døde kort efter. Det kan siges, at Josias har gjort lidt afbigt for forfaderen, Johan Rantzaus krigsførelse i 1530’erne, som var med til at give Christian III magten og bane vejen for reformationen. Der er blevet skrevet flere bøger og artikler om Josias, både på fransk og dansk.

 

Parret havde ingen børn, og efter Josias’ død indtrådte den 25-årige Elisabeth 1652 i den kontemplative orden, Den hellige Jomfru Marias Orden (annuntiatinderne, også kaldet De blå Nonner, grundlagt 1604) i Paris. Her aflagde hun sine ordensløfter og blev snart priorinde. I 1664 mødte hun Niels Steensen i Paris. Han havde netop holdt sin berømte forelæsning om hjernes anatomi, og var blevet et kendt navn. Hun erkendte, at han var en søgende sjæl og satte ham i forbindelse med sin skriftefader, p. Jean de la Barre SJ, som drøftede teologiske spørgsmål med ham. Det gjorde hun også selv, når hun og Steensen mødtes i klosterets taleværelse. Det centrale spørgsmål var nadverforståelsen, og både skriftefaderen og Elisabeth har nok bidraget til at forberede Steensens konversion 3 år senere. Det blev indledningen til et 22 år langt bekendtskab, som især kom til at betyde meget for hende efter Steensen i 1675 var blevet præsteviet. Elisabeth var ikke blevet helt glemt i Danmark. I 1663 forhørte rigsgrev Christian Rantzau (1614 – 1663) den fængslede Leonora Christine i Blåtårn og spurgte hende bl.a., om hun havde besøgt hans søster, sidst hun var i Paris. Ja, hun havde besøgt hende i De blå Nonners kloster.

 

Nogle år senere blev Elisabeth interesseret i at grundlægge et kloster i Hildesheim i Tyskland, hvortil hun flyttede i 1666. Til trods for modstand fra det lutherske byråd og dele af befolkningen oprettede hun klosteret ”Lille Bethlehem” og blev dets første abbedisse. Klosterets navn afspejler, at nonnerne anså sig som værende gæster hos Jesusbarnet. Klosteret blev støttet af Niels Steensen, den katolske hertug Johann Friedrich af Hannover, som donerede 2.300 daler og familien Rantzau (det må næsten have været ovennævnte Christoph Rantzau og frue), som bidrog med 1.300 daler. Klosteret blev et tilflugtssted for kvindelige konvertitter, hvis familier havde slået hånden af dem. Steensen henviste flere til moder Elisabeths omsorg. Elisabeth og hendes kloster hjalp også danske konvertitter, som måtte flygte. En eller to af de kvindelige konvertitter indtrådte oven i købet i klosteret (den danske adelsdame Anna von Buchfeldt i 1683 og måske hendes yngre søster i 1686).

 

Klosteret var livskraftigt og levede indtil det blev sækulariseret (dvs. tvangsnedlagt af de politiske magthavere) i begyndelsen af 1800-tallet. Bygningerne blev i 1858 overtaget af vincentsøstrene, som her drev et børnehjem, også med navnet ”Lille Bethlehem”. Stedet blev ødelagt under et bombardement i 1945, og er ikke blevet genopført. I Hildesheim huskes Elisabeth stadig, idet en katolsk, socialpædagogisk skole er opkaldt efter hende: Elisabeth-von-Rantzau-Schule. Desuden findes der en nyere biografi om hende, samt nogle artikler.

 

Denne artikel blev første gang bragt i Katolsk Magasin 2010

 

Om Forfatteren:

Helge Clausen er mag.art., Ph.D., Dr.Hist.Eccl. i hhv. psykologi, biblioteks- og informationsvidenskab og kirkehistorie

2 kommentarer

  1. Holger Terp

    Kære Helge Clausen,
    Tak for en god artikel
    Stort set alle katolske koralbøger i Danmark-Norge forsvandt i tiden efter den kirkelige reformation i 1536, noterer Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. Hvad skete der med de katolske bøger, håndskrifter i Danmark-Norge i denne periode?
    Holger Terp

    Svar
  2. Helge Clausen

    Kære Holger Terp.
    Det glæder mig, at du kunne lide min artikel.
    Der findes ikke nogen samlet oversigt, som besvarer dit spørgsmål, men jeg kan give dig nogle henvisninger, hvor du kan læse mere:
    1. I min disputats “The Written Word is the most Patient Missionary …”, Kbh., 2006, har jeg en kort oversigt over, hvad der skete i Danmark i forbindelse med reformationen (p. 23-25).
    2. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, bd. 1, arkiv (sp. 226-236) og bibliotek (sp. 526-527).
    3. Nordisk håndbog i bibliotekskundskab. Kbh., 1958, bd. 2 (art. om Danmark og Norge).
    4. Levende ord & levende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. red. af Erik Petersen. Kbh., 1999.
    I de anførte værker er der en række relevante henvisninger, som fører videre.
    Held og lykke med læsningen.
    Helge Clausen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *