Californien legaliserer assisteret selvmord
Kommentarer lukket til Californien legaliserer assisteret selvmord 413 10 oktober, 2015 Nyheder oktober 10, 2015 Indlæg af

Californien legaliserer assisteret selvmord

Et veto fra guvernør Jerry Brown kunne have bremset et forslag vedtaget i Californiens senat om at legalisere assisteret selvmord, men han valgte i stedet at sætte sin underskrift på lovforslaget. Dermed gjorde han Californien til den femte stat i USA, der har indført assisteret selvmord.

Meddelelsen herom blev modtaget med begejstring af eutanasi-bevægelsen Compassion & Choices, som konstaterede, at det var den største sejr for bevægelsen, siden staten Oregon som den første stat i USA vedtog en lignende lov i 1994.

Umiddelbart efter vedtagelsen af loven udsendte guvernøren en kort redegørelse, hvor han forsøgte at retfærdiggøre sin beslutning om at godkende forslaget. Redegørelsen rejste imidlertid tvivl om, hvorvidt guvernøren overhovedet havde gjort sig bekendt med indholdet af loven.

F.eks. skriver han, at ”sagens kerne var, hvorvidt staten Californien fortsat skulle betragte det som en forbrydelse for en døende person at gøre en ende på sit liv.” Men selvmord er ikke og har aldrig været strafbart i Californien. Strafbart var det kun – f.eks. for en læge – at hjælpe en person med at begå selvmord. Det er det, der er ændret nu.

Endvidere skriver han: ”…uanset hvor stærke smerter og lidelser patienten må døje med”. Men det er heller ikke korrekt. Betingelsen for, at en patient efter den nye lov kan få hjælp til selvmord, er, at vedkommende er uhelbredeligt syg, og det har ikke nødvendigvis noget med smerter at gøre.

Færre selvmord?

Et af de mest fremtrædende argumenter i debatten har været, at en legalisering af assisteret selvmord kunne nedbringe antallet af selvmord. Men det afvises umiddelbart af en undersøgelse, som netop er offentliggjort i Southern Medical Journal. Den bygger på de hidtidige erfaringer fra de fire amerikanske stater, hvor assisteret selvmord har været legalt i en årrække: Oregon, Washington, Montana og Vermont. Herfra er konklusionen, at indførelsen af loven tilsyneladende har ført til flere selvmord, end den har forhindret.

I det samme tidsskrift konstaterer en psykiater, at forventningen om færre selvmord ikke blot modsiges af statistikken, men også af sund fornuft: ”Man holder ikke folk borte fra at begå selvmord ved at tilbyde dem sin assistance.” Og han fortsætter:

”Mange fortalere for assisteret selvmord hævder, at beslutningen herom er et helt privat anliggende, hvor den pågældende gør brug af sin ret til selvbestemmelse, men der er forskning, der tyder på, at selvmord med eller uden lægelig assistance påvirker andres adfærd – ikke blot ens venner, men også venners, venners venner. Intet menneske er en ø.”

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at WHO samt en række af de institutioner, som arbejder med forebyggelse, advarer mod at forherlige selvmord som den ”gode” løsning. Det klassiske eksempel er Goethes roman ”Den unge Werthers lidelser”, som i slutningen af 1700-tallet bidrog til at gøre selvmord ”fashionabelt” og dermed udløste en bølge af selvmord blandt unge mennesker i Europa.

Kilde: http://www.mercatornet.com/careful/view/go-west-old-man-go-west/16963