Buttiglione vs. Pierantoni
Kommentarer lukket til Buttiglione vs. Pierantoni 118 18 oktober, 2017 Nyheder oktober 18, 2017 Indlæg af

Buttiglione vs. Pierantoni

De 62 akademikeres og kirkefolks åbne brev til pave Frans (Correctio filialis) vedrørende diverse kontroversielle udsagn i Amoris laetitia (AL) har umiddelbart givet genlyd i medierne og affødt skarpe replikker fra både forsvarere og kritikere af AL’s pastorale tilgang til problematikken om fraskilte og gengifte katolikkers mulighed for at modtage Kirkens sakramenter.

Læs også: Endnu et frontalt angreb på Amoris laetitia

Senest har en hjemmeside (www.pro-pope-francis.com) med en tillidserklæring til pave Frans set dagens lys. Erklæringen, som er underskrevet af 100 prominente katolikker, heriblandt den tyske Forbundsdags præsident Wolfgang Thierse og redaktøren af jesuitternes tidsskrift Stimmen der Zeit, Andreas Batlogg, slutter med disse ord henvendt til pave Frans: ”Gud og Guds barmhjertighed er kendetegnende for den pastorale kultur, som De forventer af kirken: De drømmer om en ’kirke som moder og hyrdinde’. Vi deler denne drøm. Vi beder Dem om ikke at forlade den vej, De er slået ind på, og vi forsikrer Dem om vores fulde støtte og konstante forbøn.”

En egentlig argumentation til forsvar for AL finder man hos den italienske filosofiprofessor og tidligere minister i Berlusconis regeringstid, Rocco Buttiglioni, som i et interview med Catholic Insider den 3. okotober kritiserer forfatterne og underskriverne for ikke at have forstået pavens anliggende og for at isolere ham ved at skabe en falsk modsætning mellem ham og hans forgængere. Underskriverne karakteriserer Buttiglioni som ”perifere akademikere”.

Konkret anklager han dem for at have ”glemt”, at betingelsen for,  at man kan tale om en dødssynd, er, at de pågældende har fuld viden om og forståelse for, at det, de gør, er i modstrid med Guds vilje. Buttiglioni argumenterer her med et tænkt eksempel, hvor ”samvittigheden erkender, at den ikke er i harmoni med Loven, men samtidig er klar over, at den har påbegyndt en rejse mod omvendelse. Den pågældende deler stadig seng med en kvinde, som ikke er hans hustru, men er til gengæld holdt op med at tage stoffer og at have omgang med prostituerede, har fundet et job og tager sig af sine børn. Han har således ret til at formode, at Gud – i hvert fald delvis – er tilfreds med ham.”

Situationsetik

Hertil svarer den italienske filosof og kirkehistoriker professor Claudio Pierantoni[1], som er en af forfatterne til det åbne brev til paven, i et interview med LifeSiteNews, at såfremt det kun var et spørgsmål om at anerkende, at der i hvert enkelt tilfælde kan være tale om formildende omstændigheder, ville der ikke være noget problem – for i så tilfælde ville hele kapitel 8 i AL have været at betragte som en overflødig gentagelse af, hvad alle i forvejen kunne enes om. Problemet er, siger han, at kapitel 8 indeholder flere klart ”situationsetiske” synspunkter, såsom at der ikke eksisterer absolutte forbud, og at der gives tilfælde, hvor overtrædelsen af et forbud kan være en i moralsk forstand god handling. Denne lære blev udtrykkeligt fordømt af pave Johannes Paul 2. i rundskrivelsen Veritatis splendor, som – hvad der næppe er et tilfælde – overhovedet ikke citeres i AL.

I denne forbindelse henviser Pierantoni til paragraf 303, hvor der står: ”Naturligvis bør man ikke spare nogen anstrengelser for at fremme udviklingen af en oplyst samvittighed, som formes og styres af præstens ansvarlige og seriøse vejledning, og for at tilskynde til en stadig større tillid til Guds nåde. Men samvittigheden kan udvirke mere end en erkendelse af, at en given situation ikke objektivt er i overensstemmelse med Evangeliets overordnede krav. Den kan også ærligt og oprigtigt erkende, hvad der her og nu er det mest generøse svar, man kan give  Gud, og med en vis moralsk sikkerhed indse, at det er, hvad Gud selv forlanger inden for rammerne af ens konkrete begrænsninger i al deres kompleksitet, omend dette ikke objektivt set fuldt ud lever op til idealet.”

Det er, vurderer Pierantoni, en særdeles problematisk påstand, hvor AL for det første nedtoner budet til blot at være et ideal og, hvad værre er, hævder, at noget, som er i strid med Evangeliets krav, kan være netop det, som Gud selv beder os om at gøre. Dette indebærer – ganske som situationsetikken hævder – at der ikke findes absolutte bud. Teksten taler således ikke om en begrænset skyld eller om uvidenhed, men om, at den pågældende – ved at lytte til sin oplyste samvittighed – når frem til, at krænkelsen af budet er noget godt, ja intet mindre end hvad Gud beder om.

Afsluttende spørger intervieweren Pierantoni, som p.t. beklæder et professorat i Chile,  om han kan tilslutte sig den vurdering, at pave Frans fuldt ud er bevidst om sin pligt til at forkynde Kirkens lære, men på den anden side  har vanskeligt ved at forstå dens iboende værdi.

Hertil svarer Pierantoni: ”Jeg har i ti år undervist på et teologisk fakultet her i Sydamerika, hvor jeg har stiftet bekendtskab med mange jesuitter både som kolleger og studerende. I lyset af disse erfaringer er jeg nået til den konklusion, at pave Frans – både inden for Jesu Selskab og fra visse tyske universiteter (som  omvendt har haft en væsentlig indflydelse på teologien i Latinamerika) – har taget mere end én anskuelse til sig, som har meget lidt at gøre med forpligtende katolsk lære. En af dem er hans udprægede foragt for alt, hvad der kan betegnes som ”doktrin” (og for alle, der ser det som deres opgave at forsvare doktrinen) – en foragt, som kort kan sammenfattes i hans berømte maksime: ”Virkeligheden er større end ideerne.”

Lykkeligvis har Forsynet indrettet det således, at det netop er denne foragt for ”doktrinen”, som hindrer ham i at fremføre sine private anskuelser som forpligtende lære.”

 

[1] Læs mere om situationsetik og Pierantonis forsvar for professor Josef Seifert her