Biskop Sorondo: Kina er bedst til at implementere Kirkens sociallære
Kommentarer lukket til Biskop Sorondo: Kina er bedst til at implementere Kirkens sociallære 214 17 februar, 2018 Nyheder februar 17, 2018 Indlæg af

Biskop Sorondo: Kina er bedst til at implementere Kirkens sociallære

Vatican Insider bragte den 2. februar et interview med lederen af  Det Pavelige Akademi for Naturvidenskab og Samfundsvidenskab, biskop Marcelo Sánchez Sorondo, hvor han i høje toner priste det moderne Kina og i den forbindelse understregede, at man ikke skal tro, at Kina i dag kan sammenlignes med det Kina, som Johannes Paul 2. kendte til, eller med Rusland under den kolde krig.

Sorondo, som netop var hjemvendt fra et besøg i Kina, beskrev landet som ”usædvanligt”. ”Det, som folk ikke er klar over, sagde han, er, at den helt centrale værdi i Kina er arbejde, arbejde og atter arbejde. Det er i bund og grund det samme, som Paulus sagde: ”Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden” (2 Thess 3,10).

Endvidere fortalte han, at der ikke findes slumkvarterer i Kina, ingen narkotika, unge mennesker tager ikke stoffer, men at der hersker ”en postiv national bevidsthed”.

Sorondo gik så vidt som til at påstå, at ”kineserne for øjeblikket er dem, som er bedst til at implementere Kirkens sociallære,” og at Kina ligeledes er det land, som bedst implementerer intentionerne i pave Frans’ rundskrivelse Laudato Si og derved ”påtager sig et moralsk lederskab, som andre har lagt fra sig”. Det sidste er naturligvis en hentydning til, at USA har trukket sig ud af FN’s klimaaftale fra Paris i 2015.

Reaktioner

Det siger sig selv, at udtalelser som disse ikke har fået lov at stå uimodsagt. George Weigel, amerikansk politisk analytiker og forfatter til bl.a. en biografi om Johannes Paul 2., lægger således ikke fingrene imellem i en kommentar, hvor han blandt andet skriver:

”At påstå at Kina er bedst til at implementere katolsk sociallære, forudsætter noget nær en psykotisk  fortrængning af virkeligheden” eller en ”villet uvidenhed”, som vender det blinde øje til undertrykkelse og forfølgelse for ikke at blive forstyrret i sine socialistiske fantasier.”

Weigel karakteriserer Sorondo som en spiller, der kun har en birolle i det verserende drama om, hvad både venner og kritikere er enige om at betragte som en i stigende grad dysfunktionel kirkelig ledelse. Han tilføjer, at Sorondos bemærkninger vidner om det aktuelle kaos i Vatikanet og derfor bør korrigeres.

”Katolsk sociallære,” præciserer Weigel, ”bygger på fire grundlæggende principper: Hvert eneste menneskes ukrænkelige værdighed og værdi, alles ansvar for at udøve deres rettigheder på en måde, som bidrager til det fælles gode, respekten for civilsamfundet og en samfundsmæssig pluralisme (og dermed også forkastelsen af totalitarisme) samt forpligtelsen til solidaritet (det venskab, som binder frie samfund sammen).”

Og disse ting, tilføjer Weigel, ”er vanskeligt forenelige med Kinas laogai-lejre[1], hvor slavearbejde  er reglen, ikke undtagelsen, og hvor politiske fanger ofte bliver myrdet, for at deres organer kan blive høstet til gavn for mere politisk pålidelige befolkningselementer.”

Tilsvarende er Kinas to-børns-politik og de dermed forbundne tvangsaborter, kinesernes manglende ret til at bevæge sig frit omkring i deres eget land og den officielle statsateisme uforenelige med de ovennævnte principper i katolsk sociallære. ”Religiøs forfølgelse”, siger Weigel, ”er et grundlæggende element i regimets undertrykkelsesapparat.”

Weigel gør endvidere opmærksom på, at Sorondos udtalelser ”uundgåeligt inddrager den pave, i hvis tjeneste han er, og dermed skaber tvivl – ikke blot om det kloge i Vatikanets aktuelle forsøg på en diplomatisk tilnærmelse til Kina (…) men i det hele taget om Vatikanets troværdighed.”

Læs også: Kardinal Zen protesterer imod Vatikanets Ostpolitik

Sorondos påstand om, at Kina i kraft af sin accept af klimaaftalen i Paris, skulle have påtaget sig et moralsk lederskab, har Weigel denne kommentar til:

”Man gad nok vide, hvilken luft biskoppen indåndede i Kina, et af de mest forurenede lande i verden. Og forestiller Hans Excellence sig, at et totalitært regime, som har sat sig for at hævde sig som en verdensmagt, og som ikke skal stå til regnskab over for sin befolkning, har tænkt sig at gøre noget alvorligt ved sine massive problemer med forurening af luft, vand og jord, blot fordi det har sat sin underskrift på et stykke papir i Lysets By?”

Den britiske økonomiprofessor Philip Booth, som har beskæftiget sig indgående med katolsk sociallære, har skrevet en kommentar i The Catholic Herald, hvor han ligeledes minder om, ”at katolsk sociallære indbefatter samvittighedsfrihed, forsamlingsfrihed og beskyttelse af livet fra undfangelsen til en naturlig død.”

Han understreger, at disse dele af sociallæren ikke blot er tilføjelser, man kan vælge fra eller til efter behag, ligesom de heller ikke udelukkende kan rubriceres som katolsk morallære – uden sammenhæng med sociallæren. ”Disse aspekter af Kirkens sociallære er fundamentale,” siger han, ”fordi de influerer direkte på uddannelse, sundhedsvæsen og hele strukturen i det politiske liv og i cilvilsamfundet såvel som på økonomiske og sociale relationer.”

Og han fortsætter: ”Det bør siges, at Kina ikke scorer mange points på disse områder. Rapporten fra [hjælpeorganisationen] Kirke i Nød om forfølgelser i Kina, begynder således: ”Nye regler har ført til, at flere kirker er blevet ødelagt og kors nedtaget. Der trues med en mere restriktiv lovgivning. Overvågningen er blevet intensiveret. Huskirker er under stigende pres for enten at indordne sig eller lukke ned.” Omfanget af forfølgelser beskrives som ”ekstremt” og situationen som ”til stadighed mere kritisk”. I det omfang de politiske strukturer ikke befordrer samvittighedsfrihed og religionsfrihed og endnu mindre giver forældrene frihed til at opdrage deres børn, har regeringen helt og aldeles vendt ryggen til katolsk sociallære.”

Fra venstre: biskop Sorondo, pave Frans, Ban Ki-moon og Jeffrey Sachs

”Problemet med biskop Sorondo er,” konkluderer Booth, ”at han tilsyneladende har en temmelig mangelfuld forståelse af katolsk sociallære. Det hele bliver kogt ned til at dreje sig om klimaforandringer, hvor Sorondo lovpriser Kinas indsats i så henseende. ”

”Men,” tilføjer Booth, ”et andet princip i katolsk sociallære går ud på, at handling taler højere end ord (selv om ord også er vigtige). Sorondo bebrejder USA, at de ikke vil underskrive klimaaftalerne, men mens Kina har forøget CO2-udslippet i perioden 2005-2017, er det i samme periode blevet reduceret med 20 pct. i USA. Dog skal det tilføjes, at kinesernes udslip p.t. muligvis er for nedadgående.”

Og han fortsætter: ”Sorondo synes at være påvirket af, hvad Kina siger, det vil gøre på et enkelt klimapolitisk område. Det undrer mig ikke. Da jeg talte med ham på en konference i 2015, ville han ikke finde sig i nogen kritik af sin udtalte støtte til og sit samarbejde med Jeffrey Sachs[2] og forekom uvillig til at debattere spørgsmål vedrørende miljøet.

Læs også: Endnu et tvivlsomt signal fra Vatikanet

Det er trist at måtte sige det, men uanset hvilket aspekt af katolsk sociallære, den kinesiske regering måtte have som forbillede, ville det ikke være genkendeligt for Thomas Aquinas, Leo 13. eller Johannes Paul 2. I betragtning af den vægt, pave Frans lægger på spørgsmål om livets ukrænkelighed og korrupt ledelse, er jeg heller ikke sikker på, at han ville kunne genkende det.”

[1] Laogai er navnet på Kinas straffesystem, som er opbygget som et netværk af arbejdslejre, hvor fangerne lever under koncentrationslejrlignende forhold.

[2] Jeffrey Sachs er professor i økonomi og bæredygtig udvikling og globalt en af de mest indflydelsrige medlemmer af den internationale abort- og befolkningslobby, som arbejder for at fremme befolkningskontrol og gøre provokeret abort til en ”menneskerettighed”.