Biskop Schneider: Håb for fremtiden trods splittelsen i Kirken
Kommentarer lukket til Biskop Schneider: Håb for fremtiden trods splittelsen i Kirken 313 16 januar, 2017 Magasin januar 16, 2017 Indlæg af

Biskop Schneider: Håb for fremtiden trods splittelsen i Kirken

I et interview med websitet OnePeterFive’s redaktør Steve Skojec har den kasakhstanske hjælpebiskop Athanasius Schneider, som ved flere lejligheder har udtalt sig stærkt kritisk om Amoris laetitia, understreget, at den aktuelle krise i Kirken ikke bør føre til, at de troende taber modet eller føler sig anfægtet i deres tro.

Hele interviewet kan læses her: http://www.onepeterfive.com/bishop-schneider-offers-hope-amidst-crisis-permitted-by-divine-providence/

”Den uhørt alvorlig krise i Kirken, som vi oplever i denne tid,” siger han, ”forekommer ikke, uden at det guddommelige forsyn tillader det. Gud tillader i sin almagt denne krise for at frembringe et større gode. Krisen prøver vores tro og håb på det guddommelige. Vi er nødt til at håbe mod al sandsynlighed. På den måde bliver vores tro og håb med hensyn til Kirkens guddommelige karakter og den kendsgerning, at Kristus selv leder sin Kirke midt i en så udbredt forvirring, lutret som guld, der smeltes i ilden (jfr 1 Pet 1,7).[1] Når katolikker begynder at tvivle på Kirken i denne tid, er det et tegn på, at deres tro og håb ikke er stærke nok.”

Skojec spørger dernæst, hvordan de katolikker, der ser hen til, at paven besvarer de fire kardinalers fem spørgsmål om Amoris laetitia, skal forholde sig, hvis der aldrig kommer noget svar, endsige en korrektion af de kontroversielle passager. Skal de være tålmodige, selv om de føler, at det haster?

Hertil svarer Schneider, at en broderlig irettesættelse af paven fra biskopper eller kardinaler er en forholdsregel i Kirken, som kun tages i brug som en allersidste udvej. Den er forekommet tidligere, men kun sjældent – første gang, da Paulus offentligt gik i rette med Peter. En broderlig irettesættelse, præciserer Schneider yderligere, skal ses som ”et udslag af næstekærlighed”. Imidlertid, tilføjer han, har en sådan irettesættelse ”ikke automatisk nogen positiv effekt.” Derfor skal de troende ikke basere deres håb på, at der kommer en positiv reaktion, men i stedet ”koncentrere sig om at bede for paven, fordi kun Gud til syvende og sidst kan røre et menneskes sind og hjerte.”

Men hvordan skal præsterne forholde sig til den nye situation?  Hvordan skal de kunne forblive tro mod Kristus i deres kald, hvis de samtidig skal adlyde en biskop, som ønsker at følge den mere kontroversielle fortolkning af Amoris laetitia?, vil intervieweren vide.

Schneider: ”At lade såkaldt fraskilte gengifte modtage kommunion, uden at de seriøst har til hensigt at indstille deres uægteskabelige samliv, strider mod Guds lov. Derfor har ingen kirkelig autoritet kompetence til at tillade en sådan forvaltning af sakramentet, fordi det de facto åbenlyst modsiger det guddommeligt indstiftede, gyldigt indgåede og fuldbyrdede ægteskabs uopløselighed og samtidig er i strid med det ligeledes guddommelige, absolutte forbud mod seksuelt samkvem uden for et gyldigt indgået ægteskab. Det siger sig selv, at ingen katolsk præst kan adlyde en ordre fra sin foresatte om at give kommunion til ægteskabsbrydere, som ikke har i sinde at afbryde deres uægteskabelige handlinger. En sådan ordre ville være et grelt tilfælde af magtmisbrug på linje med de skriftkloges og farisæernes adfærd. En præst må nødvendigvis foretrække at blive straffet eller bortvist fremfor at tage del i en sådan klart ugudelig ”pastoral” praksis, som i virkeligheden er en udpræget ikke-pastoral praksis, fordi den bekræfter og fastholder den stakkels synder i den ulykkelige tilstand af synd og bringer den pågældende i fare for at sætte sin evige frelse over styr.

Biskop Schneider bliver ligeledes bedt om at kommentere den opfattelse, at pave Frans i virkeligheden ikke er pave, fordi han er hæretiker, og pave Benedikt derfor stadigvæk er den sande pave. Hertil svarer han blandt andet: ”Der er ingen grund til at betvivle, at pave Frans er den lovligt valgte pave. At benægte dette er blot ønsketænkning og en ukorrekt fremstilling af de juridiske kendsgerninger. Vi er nødt til at forholde os sobert til tingene og bruge vores sunde fornuft.”

Samtidig advarer han mod en alt for ensidig fokusering  på alt, hvad paven siger og gør. En sådan holdning  fører til en usund ”pave-centrisme” og en mondæn personkult. Derimod, siger han, skal vi sørge for ikke at glemme, at Kirkens virkelige hoved er Kristus, at Kirkens virkelige sjæl er Helligånden, at Kirkens moder og hjerte er Jomfru Maria, mens paven kun er Kristi synlige stedfortræder. ”Herren vil uden tvivl gribe ind i den aktuelle krise,” siger han i slutningen af dette svar.

Senere i interviewet drejer samtalen igen ind på den aktuelle krise og ikke mindst de forskellige grupperingers roller:

”Splittelsen inden for Kirken har allerede eksisteret i flere årtier. Den blev mere intens og håndgribelig efter offentliggørelsen af det pavelige dokument Amoris laetitia. Der er ikke nogen formel ydre splittelse eller skisma, men en indre splittelse mellem dem, der stadig holder fast ved den katolske og apostoliske tro i sin helhed, og dem, som allerede på væsentlige områder har taget afstand fra troen, eksempelvis det 6. buds universelle og absolutte gyldighed og troen på, at der kun er frelse i Kristus og hans Kirke. Disse hæretikere er ikke i kirkeretlig forstand skismatikere, i og med at nogle af dem beklæder høje kirkelige embeder. Ikke desto mindre er de bærere af hæresi og skisma i deres sjæl. Når en fremtidig pave eller et økumenisk koncil afkræver dem en utvetydig og fuldkommen bekendelse til den katolske tro, vil de kunne udelukke sig selv og også formelt blive skismatikere. I mellemtiden bør vi tage vores tilflugt i den hellige Jomfru Maria, vor himmelske Moder, alle hæresiers besejrer.

[1] … for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.