Amoris laetitia: Diskussionen er gået ind i en afgørende fase
Kommentarer lukket til Amoris laetitia: Diskussionen er gået ind i en afgørende fase 184 26 juni, 2017 Nyheder juni 26, 2017 Indlæg af

Amoris laetitia: Diskussionen er gået ind i en afgørende fase

Hvor er vi p.t. henne i striden om de kontroversielle afsnit i Amoris laetitia? Er vi kommet tættere på en afklaring? Både ja og nej. Ja, i den forstand, at man ikke længere behøver at være i tvivl om, hvordan pave Frans stiller sig til substansen i diskussionen. Det blev allerede fastslået i det brev, paven den 5. september 2016 sendte til biskopperne i Buenos Aires-området, hvor han uforbeholdent godkendte deres mildt sagt liberale fortolkning af det famøse kapitel 8.

Læs også: Amoris laetitia: Pave Frans bekender kulør

Nej, i den forstand, at paven stadig ikke har svaret på de fire kardinalers fem spørgsmål (dubia), hvor de beder ham præcisere, hvilke konsekvenser en sådan fortolkning vil få på en række områder, herunder ikke mindst, hvordan man herefter skal forholde sig til pave Johannes Paul 2.’s apostolske skrivelse Familiaris consortio[1], hvor han kategorisk afviser muligheden af at ændre Kirkens sakramentspraksis. Pave Frans har heller ikke besvaret en henvendelse i april i år fra de fire kardinaler, hvor de anmoder om en audiens.

Forløbet ser således ud:

Den 19. september 2016: De fire kardinaler: Caffara, Burke, Brandmüller og Meisner fremsender deres forespørgsel (de fem dubia) til paven.

Den 19. november 2016: Da paven ikke reagerer på henvendelsen, vælger kardinalerne at offentliggøre den.

Den 25. april 2017 skriver de fire kardinaler et brev til paven. De anmoder om en audiens og vedlægger en liste over de spørgsmål, de gerne vil drøfte med ham.

Den 19. juni 2017: Da paven heller ikke reagerer på denne henvendelse, vælger kardinalerne at offentliggøre brevet.

Et godt svar på et godt spørgsmål

Men hvorfor svarer paven ikke på henvendelser fra medlemmer af kardinalskollegiet, som faktisk er hans nærmeste rådgivere? Det har en af redaktørerne af det katolske nyhedsmagasin The Catholic Herald, den katolske præst og moralteolog Alexander Lucie-Smith den 20. juni givet et kort og præcist svar på: ”Hvis paven svarer det ene,[2] modsiger han sine forgængeres forpligtende lære. Hvis han svarer det andet, må han vinke farvel til det, han har prøvet at sætte i værk med Amoris laetitia, nærmere bestemt at ændre en kirkelig praksis, som nødvendigvis medfører en ændring i Kirkens lære. Derfor er han gået i flyverskjul for at undgå at blive fanget i dette dilemma, alt imens de fire kardinaler prøver at lægge pres på ham for at aftvinge ham et svar, som reelt kun giver ham mulighed for at bekræfte deres pointe.”

Med andre ord, pave Frans kan ikke åbenlyst stille sig bag ved[3] endsige gennemtvinge en bestemt praksis uden direkte at modsige sine forgængere og dermed åbenlyst fremprovokere et skisma. Derfor holder han fast ved sin sædvanlige strategi: at udtale sig så tilpas tvetydigt, at det bliver muligt for de enkelte biskopper at vælge de løsninger, de finder mest hensigtsmæssige – uden tvivl i forventning om, at tiden arbejder for ham, og at langt de fleste vil ”rette ind” efter de nye vinde, der blæser, eller blot affinde sig med, at sådan er vilkårene under dette pontifikat.

Hvad der umiddelbart taler imod, at pave Frans vil få held med denne strategi, er, at diskussionen nu er gået ind i en ny og formentlig afgørende fase, hvor man som nævnt ikke længere behøver være i tvivl om pavens intentioner, og hvor enhver ved selvsyn allerede nu kan gøre sig bekendt med de faktiske konsekvenser af den nye pastorale praksis.

Det sker i takt med, at de enkelte bispedømmer offentliggør deres stillingtagen til fraskilte gengiftes mulighed for at modtage Kirkens sakramenter og dermed synliggør den splittelse, som lige nu spreder forvirring i hele den katolske verden. Eller, som kardinalerne helt konkret udtrykte det i deres seneste brev til paven: ”hvor det, der er synd i Polen, er godt i Tyskland … og det, der er forbudt i ærkebispedømmet Philadelphia, er tilladt i Malta, osv. osv.”

Det er ikke blot forvirrende, siger Lucie-Smith, det er aldeles uacceptabelt, ”fordi det sætter Kirkens troværdighed på spil. Det er ikke katolicisme, det er snarere en ny kirkemodel med nationale kirker efter anglikansk eller ortodokst forbillede. Hvis denne tvetydighed får lov at vare ved, vil konsekvenserne blive katastrofale.”

Er Amoris laetitia et forpligtende dokument?

Stillet over for denne kritik har flere af pave Frans’ nærmeste medarbejdere såvel som diverse debattører givet udtryk for, at der i realiteten ikke er nogen grund til at fortsætte debatten. Paven har talt, og dermed basta.

Som argument anfører de, at paven ganske vist ikke taler ex cathedra i Amoris laetitia, men udøver det såkaldt ”ordinære læreembede” – dvs. fremsætter en lære, man som katolik er forpligtet til at acceptere.

Men er det nu også korrekt? Ikke ifølge redaktøren af websitet onepeterfive.com Steve Skojec, som i en længere artikel[4] har redegjort for, hvad der umiddelbart taler imod dette synspunkt, og heller ikke ifølge Troslærekongregationens præfekt kardinal Gerhard Müller, som ikke har rokket sig fra det synspunkt, at Amoris laetitia skal tolkes i lyset af Traditionen – læs: at skrivelsen ikke kan modsige eller erstatte tidligere erklæringer fra Kirkens læreembede.

Steve Skojec henviser i sin artikel bl.a. til:

1) at paven selv i sin indledning til AL (§ 3) understreger, at det ikke er nøvendigt, at Kirkens læreembede træffer afgørelser i alle diskussioner om doktrinære, moralske eller pastorale spørgsmål, og at man i forskellige kulturer kan have forskellige fortolkninger af visse aspekter af læren…

2) at paven i § 308 skriver: ”Jeg forstår dem, som foretrækker en strengere pastoral omsorg, som ikke levner plads til misforståelser. Men jeg tror oprigtigt, at Jesus ønsker en Kirke, som …

Altså i begge tilfælde en dokumentation for, at paven i AL giver os sin helt personlige vurdering af, i hvilken retning han mener udviklingen bør gå.

Det fremgår også af det forhold, tilføjer Skojec, at paven hovedsagelig henviser til slutdokumentet fra Familiesynoderne og sine egne prædikener og ikke – som man normalt ville gøre i f.eks. en pavelig rundskrivelse eller et tilsvarende forpligtende dokument – til tidligere udtalelser fra læreembedet, til kirkefædrene eller til andre autoritative kilder.

Der er meget mere at hente i Skojecs artikel, bl.a. et afsnit, hvor han stiller citater fra AL op i modsætning til forpligtende udtalelser fra Tridentinerkoncilet, Johannes Paul 2. og diverse bibeltekster.

Monsignor Nicola Bux

Her må vi af pladsmæssige årsager ile videre til endnu en debattør: Monsignor Nicola Bux, professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i Bari, Puglia, og tidligere medarbejder ved Troslærekongregationen, som ligeledes har valgt at tage bladet fra munden.

Det sker i et interview med Edward Pentin i National Catholic Register, hvor han konstaterer, at Kirken – ikke mindst på grund af Amoris laetitia – befinder sig i en alvorlig krise, og hvor han i samme forbindelse kommer de fire kardinaler til undsætning, som fra forskellig side er blevet beskyldt for ulydighed mod paven:

”Hvis man 50 år efter Det Andet Vatikankoncil tror, at det at forelægge paven nogle tvivlsspørgsmål er et udtryk for ulydighed, så har man ikke forstået noget om forholdet mellem paven og Kirken. Lydigheden over for paven har som sin absolutte forudsætning, at han er bundet af Kirkens lære, bundet af den tro, han til stadighed skal forkynde for Kirken.”

”Et af problemerne under dette pontifikat er, at mange fejlagtigt tror, at alt hvad paven siger eller skriver, er forpligtende lære” … Det står paven frit for som lærd privatperson at give udtryk for sine personlige synspunkter, når det drejer sig om spørgsmål, som Kirken ikke eksplicit har taget stilling til, men han kan ikke, selv ikke i en sluttet kreds, fremsætte hæretiske udtalelser…

”Derfor,” fortsætter Bux, ”bør paven udsende en erklæring, hvor han dels bekræfter, hvad der er katolsk tro, dels korrigerer de tvetydige og fejlbehæftede udtalelser i Amoris laetitia – både fra ham selv og biskopperne – som bliver fortolket  på en ikke-katolsk måde.

”Man kan ikke,” siger han et andet sted i interviewet, ”ændre troen og samtidig forlange af de troende, at de skal holde fast ved den.”

 

[1] Det er værd at bemærke, at Johannes Paul 2. udtrykkeligt forkaster de selv samme begrundelser for en ændret pastoral praksis, som anføres i Amoris laetitia kapitel 8. I Familiaris consortio står der således: ”Der er andre, der har giftet sig igen af hensyn til børnenes opdragelse, og som undertiden subjektivt er overbeviste i deres samvittighed om, at det tidligere uopretteligt ødelagte ægteskab aldrig har været gyldigt.”  Men i konklusionen slås det fast, at Kirken ”forbyder enhver præst – af hvilken grund eller under hvilket påskud det end måtte være – at foretage nogen som helst liturgisk handling for fraskilte, der gifter sig igen”.

[2] Spørgsmålene er formuleret således, at de kun kan besvares med et ja eller nej.

[3] Her skal man bemærke, at brevet til de argentinske biskopper ikke var beregnet til offentliggørelse, men af ukendte veje blev lækket til medierne.

[4] Is Amoris Laetitia an Expression of the Ordinary and Universal Magisterium?