Aedes-myg, zika-virus og en ophedet moralteologisk debat
Kommentarer lukket til Aedes-myg, zika-virus og en ophedet moralteologisk debat 520 23 februar, 2016 Nyheder februar 23, 2016 Indlæg af

Aedes-myg, zika-virus og en ophedet moralteologisk debat

Har pave Frans i sinde at slække på Kirkens lære om kunstig prævention? Det var i hvert fald det budskab, der nåede ud i medierne som følge af det interview, paven gav i flyet på vej hjem fra sit besøg i Mexico. Og det er ikke blevet dementeret.

Paven fik følgende spørgsmål: ”Hellige fader, i flere uger har der i mange latinamerikanske lande, men også i Europa været stor bekymring for zika-virussen. Risikoen ser ud til at være størst for gravide kvinder. Visse myndigheder har foreslået abort eller andet for at undgå en graviditet. Med hensyn til at forhindre en graviditet, kan Kirken da i dette tilfælde overveje at tage begrebet ”det mindste af to onder” med i sine overvejelser?”

Hertil svarede paven med sin hidtil nok mest kategoriske afvisning af abort: ”Abort er ikke det mindste af to onder. Det er en forbrydelse, som går ud på at kassere en for at redde en anden. Det er det samme, mafiaen gør. Det er en forbrydelse, et absolut onde.”

Herefter sagde han om prævention: ”Med hensyn til at vælge ”det mindre onde” for at forhindre en graviditet taler vi om konflikten mellem det 5. og det 6. bud [du må ikke begå drab og du må ikke begå ægteskabsbrud. red.]. Paul 6., en stor mand, tillod i en vanskelig situation i Afrika nonner at bruge prævention i tilfælde, hvor de risikerede at blive voldtaget.”

Og han fortsatte: ”Man skal ikke forveksle det onde, det i sig selv er at undgå en graviditet, med abort. Abort er ikke et teologisk problem, det er et menneskeligt problem, det er et lægeligt problem. Man dræber i bedste fald den ene for at redde den anden. Eller for at få et behageligt liv, ikke sandt? Det strider imod den hippokratiske ed, som læger skal aflægge. Det er et onde i sig selv, men det er ikke som udgangspunkt et religiøst onde, det er et menneskeligt onde. Så ligesom med ethvert andet menneskeligt onde, er det indlysende, at ethvert drab fordømmes.

På den anden side er det at undgå en graviditet ikke et absolut onde. I visse tilfælde som i dette eller i det, jeg nævnte med den salige Paul 6., stod det klart. Jeg ville også opfordre læger til at gøre deres yderste for at finde vacciner mod de to myg, som bærer denne sygdom. Det er noget, der må arbejdes på.”

Umiddelbart skabte pavens udtalelser om prævention bekymring blandt katolske kommentatorer. Nogle pegede dog på den mulighed, at paven med formuleringen ”undgå en graviditet” i virkeligheden ikke talte om prævention, men om ”naturlig familieplanlægning”, hvor man, såfremt alvorlige grunde taler for det, kan undlade seksuelt samkvem i de frugtbare perioder af kvindens cyklus.

Denne fortolkning blev imidlertid kort efter afvist af Vatikanets talsmand Fr. Federico Lombardi , som i Radio Vaticana sagde, at paven talte om ”muligheden for at benytte antikonception eller kondomer i nødsituationer eller i særlige undtagelsestilfælde. Han sagde ikke, at denne mulighed er acceptabel uden at der forud er gået seriøse overvejelser. Han sagde helt klart, at den kun kan komme i betragtning i særlige nødsituationer.”

Lombardi henviste i den forbindelse til det eksempel, pave Frans brugte, ifølge hvilket pave Paul 6. skulle have givet voldtægtstruede nonner tilladelse til at bruge antikonception, og tilføjede: ”Det hjælper os til at forstå, at det ikke var i en normal situation, at noget sådant kom på tale.”

Det vender vi tilbage til.

Først ser vi på, hvordan pave Frans’ svar forholder sig til pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae fra 1968. I afsnit 14 står der: ”Forkastes må endelig enhver handling, der enten har til formål at hindre befrugtningen, eller som kan være et middel til det, hvad enten den sker forud for den ægteskabelig akt, under dens forløb eller i forbindelse med dens naturlige følger.”

I samme afsnit afviser Paul 6. argumentet om, at brug af kunstig prævention i visse tilfælde kan betragtes som ”det mindste af to onder” (jfr. journalistens spørgsmål): ”men det er dog aldrig tilladt, selv ikke af tungtvejende grunde, at gøre ting, der er slette i sig selv for at opnå noget godt. Det er ikke tilladt med fuldt overlæg at ville gøre noget, der i sig selv er i modstrid med den etiske orden og derfor uværdigt for mennesket, selv om det sker med det formål at beskytte eller fremme værdier for den enkelte, for familien eller for samfundet.”

Humanae vitae kan læses i sin helhed her

Tillod Paul 6. prævention i nødstilfælde?

Her levnes altså ikke plads for undtagelser eller nødsituationer. Men hvordan kunne Paul 6. da tillade de afrikanske nonner at bruge antikonception? Svaret er det enkle, at det er der heller ikke nogen dokumentation for, at han skulle have gjort.

Det redegør Fr. John Zuhlsdorf udførligt for på sin blog http://wdtprs.com/blog/2016/02/ som af det britiske nyhedsmagasin New Statesman er blevet placeret blandt de 10 bedste kristne blogs i verden.

Rygtet om en sådan tilladelse, siger fr. Zuhlsdorf, kan spores tilbage til ældre artikler, der – uden dokumentation – fortæller historien om, at ”Rom” på et eller andet tidspunkt skulle have blåstemplet antikonception til de truede nonner. Den oprindelige kilde er en artikel i det italienske tidsskrift Studi Cattolici, nr. 27, 1961, hvor tre fremtrædende teologer diskuterede forskellige moralteologiske vinkler på spørgsmålet om, hvilke handlemuligheder en kvinde har i forbindelse med et voldeligt overgreb.

Denne artikel blev senere flittigt citeret af journalister og andre, som gav det udseende af, at der var tale om en afgørelse – først fra ”Rom” og senere fra ”Paul 6.” En af artiklens forfattere, den senere kardinal Pietro Palazzini, har efterfølgende forklaret, at man udelukkende diskuterede, hvordan man, såfremt det overhovedet var praktisk muligt (vi er tilbage i 1961, hvor p-pillen endnu ikke var på markedet), på etisk forsvarlig vis ville kunne forebygge en graviditet efter en voldtægt – vel at mærke før befrugtningen.

Bemærk i denne forbindelse, at Paul 6. først blev pave i 1963. Det vil altså sige, påpeger Zuhlsdorf, at det, såfremt der overhovedet er noget om snakken, må have været Johannes 23. og ikke Paul 6., der gav tilladelsen!

En lignende vandrehistorie, denne gang med pave Johannes Paul 2. som hovedperson, blev søsat af en franciskanermunk i forbindelse med krigshandlingerne i Bosnien i 1992. Da journalisterne begyndte at stille spørgsmål, udsendte Vatikanets pressetjeneste en erklæring, som udtrykkeligt bekræftede, at man ikke havde kendskab til noget officielt dokument, der under nogen omstændigheder havde givet ordenssøstre tilladelse til at bruge antikonception.

Zuhlsdorf konkluderer: ”Sagen er, at de ikke har noget som helst, ikke en eneste ting, der kan understøtte påstanden om, at Paul 6. eller Johannes Paul 2. nogensinde skulle have givet tilladelse til antikonception. De velkendte og let tilgængelige officielle og forpligtende udtalelser fra Kirken viser da også det stik modsatte. Diskussioner er IKKE det samme som Kirkens lære.” Og med tydelig adresse til pave Frans:

”Skødesløse bemærkninger er IKKE Kirkens lære. Derfor beder jeg på mine knæ alle jer fædre: Tjek jeres kilder – og med John Waynes udødelige ord: Tal lavmælt, tal langsomt, og tal ikke for meget.”

Er der en konflikt mellem det 5. og 6. bud?

To fremtrædende kvindelige teologer, Monica Miller og Janet Smith, har bidraget til debatten og begge påpeget både uklarheden og det helt usædvanlige i pave Frans’ bemærkning om, at der skulle være en konflikt mellem det 5. og 6. bud.

For paven, mener Janet Smith, synes denne »konflikt« at indebære, at brugen af antikonception (som krænker ægteskabet og dermed det 6. bud) er et mindre onde end krænkelsen af det 5. bud, og at ægtefæller følgelig bør være berettiget til at bruge antikonception for at undgå at undfange et barn med mikrocephali – vel at mærke under den forudsætning, at man betragter undfangelsen af et svært handicappet barn som en slags drab.” Men, tilføjer hun, denne tankegang er af flere grunde uholdbar.  Først og fremmest kan det at undfange et barn med mikrocephali ikke sidestilles med et drab. Man har ikke skadet en person ved at give vedkommende livet. Livet er altid en gave, også selv om man bliver født med mikrocephali.

Dernæst, påpeger hun, er ægtefæller ikke nødt til at have samleje. Hvis de skønner, at det kan bringe dem i en problematisk situation, står det dem frit for at afstå fra det i en periode. Det sker i mange andre sammenhænge: hvis den ene part er bortrejst, ramt af sygdom eller blot travlt optaget af andre gøremål. Så at ville beskytte sit barn mod risikoen for mikrocephali, siger Janet Smith, må til sammenligning anses for at være en rimelig begrundelse for at afstå fra seksuelt samkvem i en periode.

Monica Miller konstaterer på linje hermed, at ægtefæller – ved at bruge naturlig familieplanlægning – kan undgå en graviditet, såfremt der er alvorlige grunde til det – helt i overensstemmelse med Paul 6.’s lære i Humanae vitae. Derimod lærte Paul 6. ikke, at der gives omstændigheder, hvor det er tilladt at bruge kunstig prævention. Den påståede konflikt mellem 5. og 6. bud betegner hun som ejendommelig. ”Katolsk moralteologi,” konstaterer hun, ”opererer ikke med den mulighed, at budene kan være i konflikt med hinanden.”

Hendes endelige konklusion lyder således: ”Problemet er som sædvanlig den upræcise sprogbrug og den ukorrekte fremstilling af moralske problemstillinger, som fører til alvorlig forvirring. Man kan undre sig over, at paven ikke straks, da han hørte journalisten spørge om det tilladelige i at ”undgå en graviditet”, benyttede lejligheden til at slå et slag for naturlig familieplanlægning. Herved forspildte han en gunstig lejlighed til belæring og gav i stedet anledning til forvirring. Forhåbentlig beder pave Frans den bøn til Maria, hvor han har kaldt hende ”den, som løsner knuderne op”. For her er der mange knuder, der trænger til at blive løst op.”