Åbenlys kritik af paven fra den internationale Pro Life-bevægelse
Kommentarer lukket til Åbenlys kritik af paven fra den internationale Pro Life-bevægelse 617 05 juni, 2015 Nyheder juni 5, 2015 Indlæg af

Åbenlys kritik af paven fra den internationale Pro Life-bevægelse

På ”Rome Life Forum,” en todages konference i Rom i begyndelsen af maj, som samlede repræsentanter for katolske Pro Life-organisationer fra hele verden, lød der som forventet stærkt kritiske røster mod forløbet af den første del af Familiesynoden i efteråret 2014. Men hvor kritikken indtil nu kun har været rettet mod den såkaldt liberale fløj på Synoden, herunder især kardinal Walter Kasper og et flertal af de tyske biskopper, kom frustrationerne over både pave Frans’ håndtering af Synoden og i bredere forstand hans måde at kommunikere med omverdenen på klart til udtryk i flere af indlæggene på konferencen.

John Smeaton: Synodens tvetydighed er en trussel mod vores arbejde

De reaktioner, der nu kommer op til overfladen, skal forstås i lyset af, at forsvaret for ægteskabet og familien som samfundsbærende institutioner og som ”huskirken”[1] er uadskilleligt forbundet med kampen for ”livets kultur.” John Smeaton, leder af den britiske Pro Life-organisation SPUC[2] og en del af ledelsesteamet i Voice of the Family,[3]  udtrykker det i sit indlæg på konferencen bl.a. således:

”… fordi det sakramentale ægteskab, som binder en mand og en kvinde sammen i et ubrydeligt fællesskab, er både de fødte og ufødte børns bedste forsvarer (…) Forskningen viser til overflod, at børn, der vokser op inden for rammerne af et ægteskab klarer sig bedre med hensyn til helbred, uddannelse, karriere og deres egne ægteskaber.” (…) ”Officielle statistikker viser, at børn i Storbritannien, som er undfanget uden for ægteskabet har 4-5 gange højere risiko for at blive aborteret end børn undfanget inden for ægteskabet. Historisk set har vore landes love beskyttet ufødte børn mod at blive dræbt. Derfor må Pro Life-organisationer over hele verden arbejde utrætteligt for at genindføre eller opretholde sådanne love. Men det vil ikke kunne lykkes, hvis familien baseret på et ægteskab mellem en mand og en kvinde ødelægges.”

Hvad dette sidste angår, ser Smeaton legaliseringen af homo-ægteskaber og homoseksuelles krav om ret til at adoptere børn eller få børn ved hjælp af kunstig befrugtning som den p.t. største trussel mod ægteskabet. Han retter i denne forbindelse skytset mod de ”tvetydige dokumenter” om disse emner, som Synodens øverste ledelse offentliggjorde i efteråret 2014, og advarer om, at hvis man fortsætter med at støtte og berolige den homoseksuelle lobby og på den måde undergraver Kirkens lære om ægteskab og familie, trækker man samtidig tæppet væk under alt Pro Life-arbejde.

Til støtte for dette synspunkt citerer han kardinal George Pell, som også talte på konferencen og ligesom kardinal Raymond Burke advarede om, at radikale elementer på Synoden er i færd med at fremme en dagsorden i modstrid med Kirkens lære. I denne situation opfordrer Smeaton troende lægfolk til at gøre deres indflydelse gældende: ”Vi har både ret og pligt til at forlange lydighed af vore præster og biskopper og af Den hellige Fader mod den naturlige morallov og Kirkens lære. Ingen myndighed, end ikke paven selv, har magt eller ret til at på nogen måde at ændre det, som den almægtige Gud har åbenbaret for Kirken.”

John-Henry Westen: Indtil dato har vi kunnet regne med opbakning fra Rom, men …

Det synspunkt stod han langt fra alene med på kongressen. En af grundlæggerne af verdens største Pro Life website LifeSiteNews, John-Henry Westen, konstaterede indledningsvis, at ”selv om vi indtil nu ofte har savnet opbakning – selv inden for Kirken – fra de mennesker, som vi mente måtte være vores naturlige forbundsfæller, havde vi Johannes Paul 2.’s ord for, at Livets Evangelium uforfærdet og uden ophør bør forkyndes for alle. Og vi havde pave Benedikts ord for, at det katolske lægfolks primære opgave er at oplade røsten i det offentlige rum og sige sandheden om de emner, som ikke er til forhandling, såsom livet, familien og forældrenes fortrinsret til at opdrage deres børn.”

Men, fortsætter Westen, sådan er det øjensynlig ikke længere. Siden Synoden har der hersket forvirring og uklarhed, så end ikke Vatikanets kontorer har kunnet skabe klarhed om, hvad der foregår. I denne sammenhæng nævner Westen et eksempel, hvor pave Frans for et år siden celebrerede messen sammen med en italiensk præst, Michele de Paolis, som er kendt for sin modstand mod Kirkens lære om livet og familien og ikke mindst om homoseksualitet. Efter messen kyssede paven Michele de Paolis hånd. Det var, kommenterer Westen, ”en gestus, som vi har set helgener gøre over for syndere, og også Jesus blev kritiseret af farisæerne for at spise sammen med syndere og toldere. Men hvad svarede han? Hos Lukas, kapitel 5 får vi hans egen udlægning. Han sagde: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige”, men tilføjede så: ”men syndere til omvendelse.”

Problemet er således ikke ifølge Westen pavens gestus i sig selv. Problemet er, at det til dato står hen i det uvisse, om paven benyttede lejligheden til at tale til præsten om anger og omvendelse. Hvis det var sket, og hvis det var kommet ud til offentligheden, ville kommunikationen være lykkedes – og, tilføjer Westen, have fyldt os alle med glæde. Så ville den have formidlet budskabet om, at vi alle er syndere elsket af Gud. Men det skete ikke, og kommunikationen blev i stedet til misinformation.

Westen konstaterer senere i sit indlæg, at den aktuelle forvirring i mange henseender minder om den, der fulgte i kølvandet på pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae (1968), hvor paven bekræftede Kirkens forbud mod kunstig prævention. Modviljen mod at acceptere denne lære førte til, at man efterfølgende forsømte at gøre opmærksom på de problemer, der var forbundet med brugen af prævention – og samtidig at oplyse folk om alternativet: naturlig familieplanlægning. Senere førte det til det folkedrab, som blev udløst af den fri abort, og i sidste instans har det gjort, at vi i dag befinder os i en situation, hvor Kirkens lære er blevet en slags tabu, noget vi ikke kan argumentere for i det offentlige rum uden at blive beskyldt for ”hate speech” eller blot for at være ”politisk ukorrekte”. Men, siger Westen, hvis vi i dag ikke er villige til at løbe den risiko og i den forbindelse skjuler os bag påståede ”pastorale hensyn”, hvordan vil det så ikke gå i fremtiden, hvor det, vi allerede ser begyndelsen til, er afskedigelser fra jobbet, frihedsberøvelse m.m. – og måske længere ude i fremtiden: martyriet.

Pater Linus Clovis (illustrationen): Frans-effekten bringer de katolske biskopper, præster og lægfolk til tavshed

Lignende bekymringer gav pater Linus Clovis, som leder sekretariatet for familie og liv i østaten Saint Lucia,[4] udtryk for i et indlæg, hvor han mildt sagt uden omsvøb kommenterede pavens rolle i den aktuelle misere:

”Inden for det første år af sit pontifikat lykkedes det pave Frans at forurolige selv de mindst kritiske katolikker, som desperat forsøgte at bortforklare det tvetydige i hans ord og handlinger. Det forhold, at Kirkens traditionelle fjender har høje tanker om ham, giver anledning til bekymring, ikke mindst på baggrund af Herrens advarsel om, at »Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig« (Joh 15,18-20)”.

Clovis henviser i denne sammenhæng til pave Frans’ herostratisk berømte replik ”Who am I to judge?”, som ”øjeblikkeligt afvæbnede alle dem, som modsætter sig den homoseksuelle lobbys angreb. Den hellige Fader forsømte at foretage de nødvendige sondringer, nærmere bestemt, at Kirken ikke fordømmer mennesker, men at den både har ret og pligt til at fordømme deres handlinger og udtalelser.”

Også pavens udtalelser om, at en insisteren på Kirkens lære og disciplinære forordninger fører til ”en narcissistisk og autoritær elitisme”, at der er for megen snak om prævention og abort, og at det ikke er meningen, at kvinder skal formere sig som kaniner (den såkaldte Rabbitgate affair) får nogle ord med på vejen – dog med den tilføjelse, at kritikken ikke går på paven som person i den hensigt at give anledning til forargelse, men at den kommer, fordi ”hans handlinger giver anledning til forargelse blandt de troende og udgør en trussel mod deres tro.”

Clovis’ konklusion: at Kirken nu står i en situation, ”hvor kardinaler og biskopper åbenlyst strides om lære og pastoral praksis”, og hvor ”Frans-effekten afvæbner og bringer de katolske biskopper, præster og lægfolk til tavshed, fordi det at holde fast ved katolsk lære og praksis kommer til at tage sig ud som illoyalitet over for paven.” Men, tilføjer han, ”ikke desto mindre er det at forholde sig tavs det samme som at forråde Kirken.”

 

[1] Lumen gentium 11: Hjemmet er en slags “huskirke”, hvori forældrene ved ord og eksempel bør være troens første forkyndere for deres børn.

[2] Society for the Protection of Unborn Children (www.spuc.org.uk)

[3] http://voiceofthefamily.info/wordpress/  Her kan man læse alle de indlæg, som vi refererer til i denne artikel

[4] Saint Lucia er en selvstændig østat i den østlige del af det Caribiske Hav på grænsen til Atlanterhavet tilsluttet Commonwealth-landene under den britiske krone.